fbpx

“Stradivarius betyder noget specielt for os”

Den mangeårige fynske fuldblodsopdrætter, Gert Larsen, havde ingen problemer med at tælle minutterne på hjemturen til Fyn efter SOC-dagen i søndags.


Hans opdræt Stradivarius gav en mageløs opvisning, og alt tyder på, at et Stald Jupiter-opdræt for første gang cantrer til start i Dansk Derby som spillernes foretrukne!

”Jo tak, vi er også glade og stolte”, siger Gert Larsen. “Men der er stadigvæk nogle uger til Dansk Derby, og meget kan hænde endnu. Han kan jo komme ud for en skade ligesom vores jævnaldrende opdræt Storm, der vandt Vinterfavoritterne ifjor, men nu står skadet her hjemme hos os og ikke er aktuel til derbyet”.

”Stradivarius betyder noget helt specielt for os. Vi har også opdrættet hans mor, Amusement, som var anden i Dansk Derby. Vi købte hende tilbage, da Sten Thynell lukkede ned for sit stutteri, og Stradivarius er hendes første og hidtil eneste startende afkom siden vi købte hende”, fortæller Gert Larsen.

Amusement var anden i Dansk Derby til Vetrotex for 14 år siden. Forinden havde hun totalt pulveriseret feltet i Derby Trial Stakes med 22 længder. Amusement var trænet af Søren Jensen, præcis som Stradivarius, og Dansk Derby kan blive det helt store triumftog for Fyn i år.

Gert Larsen er fynbo, Søren Jensen er fynbo og jockeyen Nicolaj Stott har også fynske aner. Og det var som træner på Fyn, at Søren Jensen vandt sin første derbysejr.

Året var 1977. Søren Jensen-trænede Ascot var klar på dagen i hænderne på jockey Rae Guest, og derbyvinderen trænet på Prins Haralds Allé skulle vise sig, at medvirke til et miljøskiftenogle år senere for træneren.

Ascots opdrætter, Verner Juel Rasmussen på Stutteri Mariesminde i Aarhus, fik dog den helt store omtale i den internationale væddeløbspresse, da han som den første opdrætter i verden præsterede at have opdrættet en derbyvinder indenfor både trav- og galopsport i et og samme år.

Få måneder efter Ascots derbysejr vandt Jørn Laursen Dansk Trav Derby med samme opdrætters Vixi Bird, 12 måneder efter at Jørn Laursen havde henrykket nationen med Taroks derbysejr.

For Søren Jensen blev Ascot gennembruddet i trænerfaget. Få år senere skiftede han hjemmebane til Klampenborg, men inden skiftet oplevede Søren Jensen sin måske bedste trænerpræstation til dato, selvom han måske ikke er enig med undertegnede.

Hans dobbeltsejr i Dansk Kriterium som træner på Fyn sidder solidt placeret på nethinden hos sportens sande kendere. Debutanten Music Steak pulviserede konkurrenterne, og med staldvennen Masai som nærmeste vidne fik Søren Jensen og hestenes fælles ejer, brødrene Strecker, en skøn double i årets største toårsløb i Danmark.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top