fbpx

Stradivarius – den soleklare Derbyfavorit

Under tidligere omstændigheder ville Dansk Derby have været afgjort nu. Men skiftet fra den sidste søndag i juni til den første søndag i august har givet Derbyaspiranterne lidt mere tid at løbe på.


Faktum er dog, at der skal løbes virkelig stærkt, såfremt der skal findes en seriøs udfordrer til Søren Jensen-trænede Stradivarius. Efter den overlegne sejr i Derby Testen søndag eftermiddag på Klampenborg, er Chinese Mandarin-sønnen øjeblikkets soleklare Derbyfavorit.

Det var karrierens blot tredje start for Stradivarius, men selv om han allerede var god var debutsejren sidste efterår, er hans udvikling langt fra indstillet.

I sæsondebuten den 24. maj slog han Friendship med 94 i handicap, og med i feltet var også søndagens overlegne vinder Half Prince, der ved den lejlighed havde godt 15 længder frem til Stradivarius.

Og Derby Testen blev endnu en magtdemonstration af Galop Kompagniets brune vallak, der med Nicolaj Stott på ryggen mødte et velvoksent felt på 12 deltagere og blot sagde farvel og tak midt i opløbet.

Sejren lød på 4½ længde foran staldkammeraten Wellington/Elione Chaves, mens Momse/Per-Anders Gråberg efter et mindre skadesophold vendte stærkt tilbage som tredje. Derefter fulgte Vincero og Transsylvania.

Løbet bød på en del dramatik rundt tribunesvinget, hvor Cathrine Weilby blev kastet af Fix A Lott. Heldigvis kom Weilby hurtigt på benene igen og kunne lettere forslået selv vende tilbage imod jockeyrummet.

Sejren i Derby Testen giver en direkte adgangsbillet til Dansk Derby, men Stradivarius var allerede på forhånd selskreven til en plads i feltet. Han kom ind i løbet med et generalhandicap på 81 og blev efterhævet to kilo.

De 200 meter længere i Derbyet er udelukkende en fordel, og han virker i det hele taget så skræmmende stærk lige nu, at chancen for at forbedre moderen Amusements andenplads i Dansk Derby fra 2001 er mere end håndgribelig.

Om Stradivarius også får en start i Derby Trial Stakes den 12. juli ser ikke ud til at være afgjort endnu, men baseret på søndagens præstation har han ikke meget mere at bevise før slaget skal slås den 3. august.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top