fbpx

Er det Derbyvinderen?

Det er ikke hver dag en danskopdrættet hest besejrer en international import med 94 i handicap.


Glæden var heller ikke til at tage fejl af hos kredsen bag 3-årige Stradivarius, da den brune vallak lørdag eftermiddag sæsondebuterede med en urstærk sejr i hænderne på Nicolaj Stott.

Stradivarius havde adskillige længder at hente på vej ind i opløbssvinget, hvor Friendship/Oliver Wilson så ud til at have helt styr på begivenhederne i front. Friendship havde løb i kroppen og vandt direkte i sin skandinaviske debut før staldkammeraten Wilshire Boulevard, og derfor var han også gjort til tårnhøj favorit i 12:10.

Galileo-sønnen, der vandt to gange som 2-årig i Irland og desuden deltog i to Gruppe-1-løb for sin tidligere træner Aidan O’Brien, måtte dog se sig overrumplet af Søren Jensen-trænede Stradivarius, der sæsondebuterede på en måde der skriver ham direkte ind som nuværende favorit til sejren i Dansk Derby på den første søndag i august.

At Friendship bar to kilo mere på ryggen end sin konkurrent betyder ingenting i denne sammenhæng, og de to heste kom i mål med noget der føltes som en halv opløbslængde før Lillebror/Rafael Schistl, Half Prince/Marcos Robaldo og Basnæs-vinderen Flora/Jacob Johansen.

Stradivarius leverede en gedigen indsats i hænderne på Nicolaj Stott, der nu øjner muligheden for at vinde sit korte livs anden Derbysejr.

Stott havde dog sit hyr i begyndelsen af løbet, idet friske Stradivarius pullede en del og slog med hovedet på vej ned mod tribunesvinget. Selve svinget klarede han dog upåklageligt i modsætning til Flora, som brækkede ud for Jacob Johansen.

Chinese Mandarin-sønnen startede for blot anden gang i karrieren, efter han på finaledagen i fjor aflagde maidentitlen i hård kamp med staldveninden Candyfloss.

At der står “Derby” overalt på Stradivarius er ingen hemmelighed. Faderen, Chinese Mandarin, vandt det største opgør på dansk grund – Scandinavian Open Championship (Gr.3) over 2400 meter – og moderen Amusement (Final Appearance) var selv anden i Dansk Derby tilbage i 2000.

Alt tyder på, at jo længere distancen bliver, jo bedre bliver den brune vallak.

Stradivarius ejes af Galop Kompagniet og er opdrættet på Fyn af Stald Jupiter, alias ægteparret Nina Falck og Gert Larsen.

“Det var selvfølgelig en overraskelse, at han kunne gå direkte ud og besejre Friendship, men han er grundigt gennemarbejdet og Nicolaj red et godt løb præcis efter rideordren. Kommende opgaver for Stradivarius bliver Derby Testen og Derby Trial”, forklarede en fuldt ud tilfreds Søren Jensen efter sejren, som var trænerens første på hjemmebanen i 2014.

Tilbage står der nu at se, hvilket generalhandicap Pam Cordrey sætter Stradivarius til.

Han kom ind i opgøret med et tal på 75, hvilket under normale omstændigheder burde være lige på vippen til at indløse en Derbybillet – men med sejren foran Friendship bør hesten være i ganske sikker havn.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top