fbpx

Mowerina-triumf for Miss Tiffany

I fjor vandt hun Dansk Galops Auktionsløb, og lørdag eftermiddag fulgte Bent Olsen-trænede Miss Tiffany op med at blive klassisk vinder på Klampenborg, da hun under Oliver Wilson tog en sikker sejr i Mowerinaløb over 1600 meter.


Academy Award-datteren vandt med en længde foran Transsylvania/Manuel Santos.

Mowerinaløb var kvantitativt domineret af Søren Jensen, der sadlede fem af feltets 11 deltagere, og samtidig havde de to mest spillede i form af Harbour Light/Elione Chaves og Lilja/Nicolaj Stott.

Miss Tiffany var spillet til tæt på 10 gange indsatsen, men ligesom i sidste års Auktionsløb havde spillerne undervurderet Christiansen Racings fine hoppe.

Allerede rundt opløbssvinget overtog Miss Tiffany føringen fra Transsylvania, og selv om angrebene kom allesteder fra, holdt Miss Tiffany sin sikre afstand til resten.

Det lykkedes heller ikke de bagfra kommende at fange Transsylvania, der afviste de indvendige angreb fra Nudetnok/Per-Anders Gråberg og Harbour Light, samt det udvendige forsøg fra Contiki/Rafael Schistl.

Udenfor præmierækken ankom Cuba Libre, Lilja, Sterling High, Dream’run, Mon Fleur og Golden Island.

Miss Tiffany viste absolut intet i sæsondebuten på premieredagen den 26. april, hvor hun nærmest taget op kom i mål 14½ længde bag Friendship og Wilshire Boulevard.

Løbet i kroppen gjorde dog hoppen virkelig godt, og hun var som forvandlet da det virkelig talte.

Efter Mowerinaløbs afgørelse nedlagde træner Søren Jensen protest mod andenhesten Transsylvania.

Træneren mente, at Transsylvania kort efter start generede både Sterling High og Lilja, som sprang af fra spor 1 og 2.

Efter afhøring af de implicerede ryttere og gennemgang af løbsfilmen, blev Jensens protest afvist.

Førstepræmien i Skandinaviens første klassiker var 100.000 kroner til Christiansen Racing, der erhvervede Miss Tiffany som åring fra Stutteri Hjortebo.

Ægteparret Jette og Søren Hjorth Jensen fik her endnu en klassisk triumf, og det var netop i det opgør, som i 80’erne var med til at kickstarte stutteriets karriere.

Udover førstepræmiens 100.000 kroner kunne Christiansen Racing glæde sig over yderligere 50.000 kroner i bonus, idet Miss Tiffany ligeledes blev bedst placerede danskopdrættede hoppe i præmierækken.

For Bent Olsen var det karrierens tredje Mowerina-triumf. Han vandt løbet første gang i 2010 med Tears Go By og fulgte op i 2012 med Florence Craye. Jockey Oliver Wilson vandt løbet for anden gang på stribe – i fjor var han først over stregen med Annaboda.

Skandinaviens nu afdøde championavlshingst, Academy Award, fik endnu engang sat sit klare præg på et klassisk opgør, og de fem deltagere han er far til sluttede henholdvis som nummer 1, 3, 4, 6 og 10.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top