fbpx

Aalborg klar til sin sæsonpremiere

Landets nordligste væddeløbsbane åbner fuldblodssæsonen på mandag. “Aalborg Væddeløbsbane lægger for med to løb, og vi er fuldt tilfredse med sammensætningen”, siger Bente Østergaard fra banens bestyrelse.


”Som alle øvrige steder har vi haft gode forberedelser til at få hestene klar, og jeg tror vi kan byde publikum på to seværdige løb”, anser Bente Østergaard.

Veteranen John Nielsen er forsvarende trænerchampion i Aalborg efter et nyt topår i 2013, hvor hans heste for andet år i træk indløb præmier for over en halv million kroner. John Nielsen var således den næstmest vindende amatørtræner i Skandinavien i fjor, kun overgået af nordmanden Arne O Karlsen, med fortid som professionel.

”John har købt nye heste i vinter i Doncaster. Ellers er det mest gengangere vi har heroppe”, fortæller Bente Østergaard.

Aalborg har tre af landets fem førende træningsstalde i dansk travsport i form af Flemming Jensen, Jeppe Juel og Peter Jensen. De skaber gode rubrikker i den lokale presse, hvor galopsporten til gengæld er nærmest usynlig.

”Det er den helt store udfordring i år”, siger Bente Østergaard. “Vi skal simpelthen i medierne for at fange tilskuerne, og derved også spillerne. De kommer ikke af sig selv”.

Aalborg vender i år tilbage til en ”ren” galopdag. Flagskibet på fuldblodssiden bliver lørdag den 9. august, seks dage efter derbydagen i Klampenborg. Landets førende træner Bent Olsen er altid på plads på den store dag – dér hvor hans flotte karriere startede på hobbyplan.

”Vi kan ikke klage over besøgstallet på den store galopdag, hvor spillelysten til gengæld kan forbedres”, erkender Bente Østergaard. “Vi skal blive bedre til at servicere spillerne, for det er dem vi lever af”.

De fleste væddeløbsbaner i ind- og udland bruger deres hjemmesider til blandt andet trænerkommentarer.”Det skal vi nok også gøre til den dag”, siger Bente Østergaard, som selv har to heste i stalden. 5-årige Legend Line med fem top-3 placeringer hvor sejren dog fortsat mangler, suppleret af unghesten Sunday Night, som hun shoppede på sidste års unghesteauktion i Sverige.

2-årige Sunday Night er søn af Devil’s Drink og Lime Line. Lime Line er mor til afkom med 18 sejre og 519.115 kroner i samlet præmiesum. Fløjhesten i familien hidtil er Be My Conscience, med ni sejre og 264.925 kroner.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top