fbpx

Eminente Hurricane Red klar til Pramms

Distancen 1600 meter var alt for kort, feltet kravlede af sted de første 800 meter, og han gav vægt hele vejen rundt.


Disse parametre var dog langt fra nok til at ødelægge sæsondebuten for Stall Zadas 4-årige Hurricane Red, der onsdag eftermiddag endte med at pulverisere sine blot tre konkurrenter i NSRs Minneslöpning.

Feltet åbnede på 26,8 de første 400 meter, og Hurricane Red blev klemt rundt det første sving mellem de to tidligere staldkammerater Energia Dust og Energia Carioca.

Derefter trak Elione Chaves sin hest et spor længere ud i banen og lod ham galoppere frit ud på bagsiden. Det gik fortsat langsomt de næste 400, og da tempoet endelig blev skruet en smule op fik sidste års svenske derbyvinder en overgang “problemer” med at holde trit.

Det fik Chaves til at starte arbejdet, og ind på opløbsstrækningen havde parret ramt fronten side om side med Energia Dust/Valmir de Azeredo.

De to heste fightede en brav kamp ned gennem opløbet, men selv med 250 meter til mål var det tydeligt, at Hurricane Red endnu ikke var oppe i omdrejninger, og da han endelig accellerede over de sidste 200 meter behøvede Chaves ikke gøre andet end at stille sig højt i bøjlerne og se sig over skulderen efter Azeredo.

Hurricane Red vandt med en god længde, men det var meget mere sikkert end dommerrapporten antyder.

Valmir de Azeredo fik 2000 kroner i bøde for at genere Elione Chaves på vej rundt det første sving, og siden fik han yderligere 4000 kroner i bøde for overdreven brug af pisk.

Efter den veloverståede sæsondebut bliver Hurricane Reds næste opgave Pramms Memorial (Gr.3) hjemme på Jägersro, og derefter gælder det Stockholms Stora Pris (Gr.3) på Täbys græs.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top