fbpx

Hongkong Star slog Frank Lloyd Wright på Täby

Bent Olsens 2-årige Hongkong Star kunne søndag eftermiddag føje en storløbssejr og 200.000 kroner til præmiekontoen, efter han med Jacob Johansen i sadlen besejrede Niels Petersens Breeders-vinder Frank Lloyd Wright/Per-Anders Gråberg i Täbys auktionsløb over 1600 meter.


Eishin Dunkirk-sønnen, der senest vandt Breeders’ Juvenile Consolation i samme tid som Frank Lloyd Wright afgjorde hovedopgøret i, viste sig bedst over den ekstra distance og sejrede til slut komfortabelt med en længde.

Frank Lloyd Wright havde en halv længde til den fint afsluttende Ascot Hill/Elione Chaves med Hightower og Uncle Alfie som de to sidste i præmierækken.

Hongkong Star ejes af Stald Hong Kong, og han rundede med sejren 300.000 svenske kroner i samlet præmiesum i 2013. Sæsonen behøver tilmed ikke at være slut endnu for Hongkong Star, der fortsat står meldt i Svenskt Kriterium på Jägersro i begyndelsen af næste måned.


Tre storløbssejre til Gråberg

Per-Anders Gråberg måtte nøjes med andenpladsen bag Jacob Johansen i Auktionsløbet, men han vandt til gengæld dagens tre øvrige storløb.

De to første på ryggen af heste trænet af Niels Petersen – først Over The Ocean i Mischa Kahns Minneslöpning og derefter Manchester i Stockholms Hösthandicap. Til slut sejrede Gråberg i bøjlerne på Roy Arne Kvislas 2-årige Dea Kalejs i Svealandlöpning.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top