fbpx

Tatoosh ender på danske hænder

Der satses fortsat stort indenfor den danske fuldblodsavl, og senest har Stald Ras med base på York Stutteri i Hørsholm sikret sig den mangedobbelte storløbsvinder Tatoosh (Xaar – Dictatrice v. Anabaa), som i Niels Petersens træning har været blandt de dominerende på spindesiden de seneste fem år.


Tatoosh vandt som 3-årig både Mowerinaløb og Pompøs Cup på Klampenborg, men hun blev endnu bedre som tiden skred frem, og nåede i alt at vinde 13 gange og mere end halvanden millioner kroner i samlet præmiesum.

Blandt de meriterende sejre var Listed-triumfer i det svenske storløb Bloomers’ Vase (L) og det norske Lanwades Stud Fillies Stakes (L) i 2012, hvor hun med en længde besejrede selveste Entangle.

Derudover vandt Tatoosh to år i træk Mingun Fawzia Stakes, og igen i år vandt hun Lanwades Stud Fillies And Mares Stakes (L) på Øvrevoll foran Matauri Pearl.

Tatoosh startede for sidste gang i Margareta Wettermarks Minneslöpning (L) på den svenske Derbydag, hvor hun sluttede anden bag Forever Snow.

“Tatoosh var tilmeldt Tattersalls Mares Sale, som var det det salg Entangle blev solgt på i fjor, og hun skulle have været på vej til England allerede nu, men i sidste time faldt forhandlingerne på plads med danske Stald Ras, og jeg er personligt rigtig glad for, at en tophoppe af Tatoosh’s kaliber får lov at blive i Skandinavien. Hun har rammerne til at blive en virkelig god avlshoppe, og jeg kan jo kun håbe på at jeg en dag får muligheden for at træne et af hendes afkom”, siger Niels Petersen til galopsport.dk.

Tatoosh vandt to fribedækninger til hingstene opstaldet på Kirsten Rausings Lanwades Stud i Newmarket, og det er derfor planen, at hoppens avlskarriere netop skal starte dér.

“Vi har nu lidt tid til at fundere over den umiddelbare fremtid og hvilken hingst Tatoosh skal bedækkes ved i 2014. Det bliver højst sandsynligt enten Aussie Rules eller Archipenko, men beslutningen er ikke taget endnu, og nu skal jeg have en god snak med Stald Ras omkring det”, fortæller Alexander Elsass, som får glæden af at skulle huse Tatoosh i den fremtidige avlskarriere på York Stutteri.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top