fbpx

Bernt Dahl: “Det eneste der ikke måtte ske”

Fredag den 27. september fremstiller Ann og Bernt Dahls Light Valley Stud fire åringer på Scandinavian Yearling Sale i Roslövsholm. Alting gik planmæssigt indtil sidste lørdag, hvor opdrætterparret fik et chok af de store.


”Det var det eneste der ikke måtte ske. Vi havde været væk fra gården om formiddagen, og da vi kom tilbage var åringerne brudt igennem hegnet og løb løse omkring i området”, fortæller Bernt Dahl og fortsætter:

”Årsagen var, at naboen netop denne dag havde valgt at lukke sine køer på nyt græs for første gang i 13 måneder, og det skete på marken der støder direkte til de folde vores åringer går på. Hestene havde aldrig før set brogede køer, og de reagerede ved at flygte igennem hegnet”.

Svigerfar og naboer havde nok at gøre med at få indfanget de skræmte åringer, og i mellemtiden blev dyrlægen tilkaldt.

Til opdrætterparrets store lettelse slap alle fire heste med en række overfladiske skrammer og en enkelt måtte syes.

”Vi har været forbandet heldige, at der udelukkende kun er tale om kosmetiske ting. Vi har nu både fået røntgenfotograferet hestene og fået udfærdiget dyrlægeerklæringer som viser, at ingen har lidt overlast oven på episoden. Så håber jeg blot, at køberne kan se bort fra skrammerne når hestene går i ringen, for stutteriet har virkelig en række åringerne med høj kapacitet at byde på”, slutter Bernt Dahl.

Light Valley Stud fremstiller to udenlandskopdrættede og to danskopdrættede åringer på Roslövsholm.

Lot 3 og 7 er efter hingstene Zamindar og Duke Of Marmalade, mens lot 64 er en Binary File halvsøster til Stuart Little og lot 66 er en højst interessant moderlivsimport efter Mount Nelson.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top