fbpx

Private Equity slog Cavorting i Super Sprint

Svenske Cavorting formåede ikke at beholde sin status som ubesejret i 2013, da det 11-årige fartikon lørdag aften måtte se sig henvist til andenpladsen af Gunnar Ferdinand-trænede Private Equity i Rider Cup Super Sprint over 650 meter.


Private Equity. Foto: Burt Seeger.

Cavorting var ellers helt efter planen hurtigt ud af startboksen under Sara Slot, men allerede halvvejs gennem opløbet havde Rafael Schistl fået overtaget med udvendige Private Equity, som holdt farten hele vejen til målstregen og vandt med halvanden længde.

Cavorting var lige så sikker på andenpladsen foran Super Sprint-debutanten Master Chef/Jacob Johansen, som igen havde fem længder til 3-årige Clauses Reka/Oliver Wilson på fjerdepladsen.

Det var årets første sejr for 7-årige Private Equity, og førstepræmien var 16.000 kroner værd for Gitte Friis og Gunnar Ferdinand.

Både Private Equity, Cavorting og Master Chef er i øvrigt forhåndsanmeldt til næste uges Super Sprint, så der kan meget vel blive tale om et revancheopgør de tre heste imellem her.


Status quo i jockeyligaen

I kampen om Klampenborgs jockeychampionat, der tegner til at blive den mest åbne i nyere tid, var der efter årets 12. løbsdag tale om “status quo”, da de fire førende ryttere alle vandt en sejr hver.

Nicolaj Stott holder sig alene i spidsen efter sejren med Jette Mose Hansen-trænede Elusive Island, der i sin første start på Klampenborg nedkæmpede længe førende Reignier/Rafael Schistl i Albatros Handicap over 1800 meter.

Stott er nu noteret for 11 vindere, hvilket er en enkelt mere end både Jacob Johansen, Rafael Schistl og Elione Chaves. Sidstnævnte vandt sin enlige dagssejr i Birdie Handicap på ryggen af Kirlia.

Manuel Santos vandt som den eneste på dagen to gange med Bintang Lad og Royal Lane, og comeback-jockeyen er nu oppe på ni vindere, mens Oliver Wilson er noteret for otte.

Cathrine Weilby tog i Baffy Maidenløb over 1800 meter en overlegen sejr i sadlen på Margot Fonteyn, der trænes af Johnny Reimer, og dagens afsluttende opgør fik svensk sejr til Margret Johnsons Lady Hello, der i 15. forsøg fik karrierens første triumf med Anna Pilroth på ryggen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top