Det hører til de yderste sjældenheder, at en væddeløbshest stiger over 30 kilo i handicappet på en enkelt start. Specielt, når forbedringen kommer inden for en uge.
![](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2013/04/rockyto_1615641.jpg)
Men det blev ikke desto mindre tilfældet for Bent Olsen-trænede Rockyto, der lørdag eftermiddag aflagde maidentitlen på Klampenborg foran sidste års Auktionsløbs-2’er, Certino.
Rockyto, der fik overstået sin sæsondebut i et handicap på premieredagen, kom ind i lørdagens maidenopgør med et handicap på 44 – og efter sejren blev han tildelt et nyt handicap på 75.
Den 3-årige Special Quest-søn, der både er ejet og opdrættet af Jacob og Jørgen Schlawitz, er nu pludselig inde i deltagerbilledet til Dansk Derby.
Andenhesten i lørdagens maidenløb, Certino, blev stående på sine 74, mens tredjehesten Carl Ras Dana Lim blev sat til 70.
En anden højdespringer på Klampenborg blev Jan-Erik Petterssons 3-årige Special Danz, der efter sin maidensejr blev løftet 11 kilo fra 56 til 67.
Susanne Johansens Pinocchio, der i sin sæsondebut besejrede Sir Winston og Rated, steg fra 66 til 75.
Annike Bye Hansen-trænede Captain America, der i sidste uge vandt overlegent på Øvrevoll, ser også ud til at have sikret sig en billet til Dansk Derby – handicapper Pam Cordrey vurderede hans præstation til 77.