Stutteri Poulsensminde, der alligevel ikke får den norske Derbyvinder Go Go Gadget opstaldet i 2013, har i stedet lavet aftale omkring en anden tidligere klassisk vinder, Galileo-sønnen Nobileo.
Nobileo, der for træner Wido Neuroth bl.a. vandt Svenskt St. Leger i Stall Perlens farver, skifter efter nogle års opstaldning hos Christer Schildt i Sverige base til Nordjylland, hvor han kommer til at bedække til en samlet takst på 5.000 kroner.
Nobileo var ustartet som 2-årig, men lagde i foråret 2006 ud med to overlegne sejre hjemme på Øvrevoll, hvorefter han sluttede tredje gennem mål i Mühlheims Derby Trial (L) i Tyskland. Han sluttede uplaceret i Deutsches Derby (Gr.1), men hentede andenpladser i både Svenskt og Norsk Derby (L), inden han afsluttede karrieren med sin overlegne St. Leger-triumf på Täby.
Han nåede at indløbe over en million svenske kroner i sine blot syv starter.
I Sverige er der hidtil registreret 23 afkom efter Nobileo, hvoraf fem nåede til start som 2-årige i fjor. Hingstens første årgang er tre år i 2013.
“Bedækningstaksterne falder i tre rater. 1000 kroner ved spring, derefter 2000 kroner ved konstateret drægtighed 1. oktober og endelig 2.000 kroner ved levende føl”, fortæller Stutteri Poulsensmindes indehaver, Jens Peter Christensen, til galopsport.dk.