fbpx

“Investeringerne har været store”

Klampenborg-træner Bent Olsen går om to uger ud af året 2012 med et fremragende facit.


Bent Olsen. Foto: Burt Seeger.

Ikke alene er han suveræn champion på såvel sin hjemmebane som i resten af Danmark – han har samtidig opnået en samlet indtjening på lige under seks millioner kroner, hvilket indbringer ham en tredjeplads på den skandinaviske trænerstatistik.

Kun overgået af Niels Petersen med 9,6 millioner og Wido Neuroth med 7,6 millioner.

Der er ca. 40 heste i træning i Olsens hovedkvarter på Klampenborg, og strukturen har ændret sig væsentligt siden træneren for snart 14 år siden flyttede fra Århus og ind på Hvidegården i Kongens Lyngby.

Dengang trænede han op imod 25 heste, hvoraf hovedparten ejedes af familien Bispelund. I dag er de 40 heste jævnt fordelt mellem større og mindre ejere, samt anpartssyndikater på kryds af tværs af landegrænserne – fra Norge i nord til Grækenland i syd.

Bent Olsens succes har udvidet investeringslysten i hele kundekredsen, og træneren står dermed fremragende rustet til sæsonen 2013 på samtlige pladser i de forskellige årgange.

Blandt de kommende klassiske kandidater findes navne som Kriteriums-vinderen Falconet (Falco), den flerdobbelte storløbsvinder Smartinblack (Footstepsinthesand) og de to nye importer Liber (Ishiguru) og Rated (Sixties Icon).

De funklende 3-årsstjerner, Jubilance (Oratorio) og East Meets West (Dansili), ser mere end kapable nok ud til at tage springet helt op i den skandinaviske elite, og følges uden tvivl af den franske import Nova Valorem (Ad Valorem), der i foråret sluttede fjerde gennem mål i Pramms Memorial (L) for sin daværende træner Francois Rohaut, hvorefter han i sin næste start sejrede i Grand Handicap de Chantilly.


De nye navne

Omkring en fjerdel af Bent Olsens materiale er købt ind på de skandinaviske og internationale åringsauktioner henover efteråret.

På Dansk Galops Åringsauktion i begyndelsen af september sikrede trænerens norske kunde Stall Inco sig den helsøster til staldens tidligere Derbyvinder Master Kid (Academy Award), mens øvrige ejere købte ind for mere end en kvart million kroner.

Helsøsteren til Master Kid er i øvrigt blevet døbt Stolga’s Daughter.

Fra irske Goffs kommer Footstepsinthesand-sønnen Step Dancer, og fra franske Arqana Galileo-hoppen Quality. På de svenske auktioner handlede Bent Olsen Eishin Dunkirk-sønnen Hongkong Star, der er halvbror til storløbsvindende Holly Society (Funambule), samt afkom efter henholdsvis de tidligere interntionalt opstaldede hingste Needwood Blade og Fraam.


Reventon – Cantenac – Armagnac

Endelig må ikke glemmes danskopdrættede Armagnac, som fru Lone Kaj-Nielsen allerede erhvervede som føl af opdrætterduoen Martin Hjorth og Alexander Elsass.

Armagnac er ud af Breeders’-vinderen Raadyr (Cajun Cadet), der blot har fået to tidligere afkom. De har begge startet og vundet en række af de mest prestigefulde storløb på dansk grund.

Reventon var Danmarks helt store 2-årsstjerne med sejr i bl.a. Dansk Kriterium, mens han som 4-årig også strøg til tops i Golden Mile (L). Cantenac vandt Dansk 2000 Guineas som 3-årig og slog i fjor også til i Dansk Breeders’ Cup.

“Investeringerne forud for næste sæson har været store, men det er også et primært omdrejningspunkt for stalden at have gode heste, og med tanke på næste forårs breeze-up auktioner er vi nok heller ikke færdige med at opruste endnu”, lyder det selvsikkert fra Bent Olsen, der først og fremmest har som mål at opretholde sin position i den skandinaviske Top-3, men også at opnå de resultater der kan skyde ham endnu tættere på førstepladsen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top