Efter mere end to måneders løbspause, kunne Inge Mette Dejgaard-trænede Finn Ind Again lørdag eftermiddag tage en let triumf i det traditionsrige Tortue Efterårshandicap over 1800 meter på Klampenborg.
Primo Valentino-sønnen, der i fjor besejrede selveste Peas And Carrots over samme distance i en blød bane, tog gladeligt imod lørdagens tilbud, og under sidste års Klampenborg-champ Elione Chaves, kunne han uden problemer vinde med tre længder.
Det blev til gengæld meget tæt om andenpladsen, hvor længe førende Simbad/Max Friberg akkurat holdt sig foran stærkt afsluttende Dispol Snapper/Dina Danekilde og Maltho/Martin Rodriguez.
Der var 25.000 kroner i førstepræmie til Stald Finn Ind, der her vandt årets første sejr og den syvende i alt i karrierens 37 starter.