Roslövsholm-auktionen i Flyinge fik fredag sit klimaks, da Täby-træner Mikael Tjernström fik hammerslag på en søn af Coolmore-hingsten High Chaparral for 340.000 svenske kroner.
Hingsteåringen, der er tilmeldt den skandinaviske Breeders’ Serie, er halvbror til Oaks- og Listed-vinderen Red Dress On, og til Breeders’ Trophy Classic-triumfatoren Shade Of Pale, samt nært relateret til Kriteriums-, Mowerina-, Oaks-, og Listed-vinderen Xstase.
Der foreligger lørdag morgen endnu ikke noget officielt resultat fra fredagens auktion på Roslövsholm, men ifølge en artikel på svenskgalopp.se, blev kun få af de 46 fremstillede åringer solgt i ringen, og købelysten var ligesom i fjor meget lav.
“En delt opfattelse blandt de mange professionelle trænere der var tilstede var, at størstedelen af de udbudte åringer ikke levede op til deres forventninger. Enten var de for små og for dårligt udviklede, eller også var deres afstamninger ikke tilstrækkeligt tiltalende”, står der bl.a. på Svensk Galopps webside.