fbpx

Van(d)vittig six-timer af Gråberg på Jägersro!

Silende regnvejr og forhold, der af hovedpersonen selv blev betegnet som livsfarlige, kunne ikke stoppe Skandinaviens førende jockey torsdag aften på Jägersro.


Per-Anders Gråberg fuldførte en fremragende “six-timer” på ovalen i Malmö og red 787.500 svenske kroner ind i løbet af få timer.

Tre af Gråbergs sejre blev signeret af træner Niels Petersen, og kronen på værket blev sat i aftenens bedst betalte opgør – SFJ Jubileumslöpning (L) over 2400 meter, hvor Stall Trick Or Treat ABs Bank Of Burden vandt sin fjerde triumf på stribe på fire forskellige baner.

Bank Of Burden, der siden begyndelsen af august både havde vundet Scandinavian Open Championship (Gr.3), Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) og Stockholm Cup International (Gr.3), fik givet et grundigt bevis på, at han også regerer på dirt track. Hawk Wing-sønnen satte allerede rundt opløbssvinget førende East Meets West/Jacob Johansen under kraftigt pres, og kort inde i opløbet kunne Bank Of Burden trække sikkert fra og vinde med 2½ længde.


Gennembrud af East Meets West

Bent Olsen-trænede East Meets West, der på trods af to sejre og flere gode andenpladser i løbet af sæsonen ikke rigtigt havde overbevist om at han var alle pengene værd, holdt hjem til andenpladsen i god afstand til Luca Brasi/Valmir De Azeredo, og den 3-årige Dansili-søn leverede så fremragende en præstation fra front, at man nu med største spænding kan imødese Stall Cambres hests comeback i 2013.

Fjerdepladsen tilfaldt sidste års svenske Derbyvinder, Without Fear/Manuel Martinez, og de sidste præmiepenge tilfaldt Touch Of Hawk/Espen Ski.


Derbyvinder uheldig – igen

Den danske Derbyvinder, Darcy, sluttede langt sidst i det optrevlede felt, men hesten var meget tæt på at komme ud for et nyt styrt i lighed med Svenskt Derby, da han kort efter starten kolliderede med Handsome Hawk/Oliver Wilson under de modbydelige regnvejrsforhold.

Efter sejren med Bank Of Burden kommenterede Per-Anders Gråberg til ATG Live: “Det er livsfarligt derude. Vi kan ingenting se”.

Sejren i SFK Jubileumslöpning (L) var 300.000 kroner værd for Stall Trick Or Treat AB, og årets samlede præmiesum sneg sig dermed op over 2,5 millioner SEK.

“Nu bliver det vinterpause for Bank Of Burden, og en del af denne pause kommer højst sandsynligt til at foregå i Dubai”, kommenterede Skandinaviens championtræner, Niels Petersen.


Marmala forvandlet på dirten

Niels Petersen og Per-Anders Gråberg tog aftenens første sejr sammen i Stig Holms Memorial over 1600 meter for de 2-årige hopper. Her formåede Familien Nagell-Erichsens Astronomer Royal-datter Marmala at slå den hidtil ubesejrede storfavorit Sweet Loreen otte overlegne længder.

Sweet Loreen havde yderligere halvanden længdes afstand til Wunschkind og Rock The Legend, hvorefter der igen var langt til den sidste præmietager, Up Up Euphoria.

Førstepræmien var 100.000 svenske kroner værd for Marmala, der kom fra tre helt anonyme præstationer uden at have tjent penge hjemme på Øvrevolls græs. Måske var byttet til dirt track svaret for den veltrukne franskopdrættede hoppe, der blev købt til familien Nagell-Erichsen for blot 22,000 euro på sidste års Arqana Yearling Sale i Deauville af den franske agent Ghislain Bozo.


Nær relation til Breeders’ Cup Classic-vinder

At Jägersros dirt track skulle passe den 2-årige hoppe fortrinligt har nok ikke været noget overraskelse for Niels Petersen, idet Marmala selv er ud af en imponerende stærk amerikansk moderlinje. Moderen Misty Daylight er vinder i USA og søster til Stakes-vinderen Quiet Dance, som igen er mor til USA’s Horse Of The Year og Champion Saint Liam, der blandt andet vandt Breeders’ Cup Classic (Gr.1), Woodward Stakes (G1) og Donn Handicap (G1).


Beat Baby fuldendte træner/jockey-trippel

Niels Petersen og Per-Anders Gråberg fælles hattrick blev en kendsgerning da lynhurtige Beat Baby stort set førte hele vejen i Mercedes Sprint over 1200 meter og med seks længder henviste Alcohuaz og Master Chef til de nærmeste pladser.

Beat Baby kom direkte fra en andenplads i Täby Open Sprint Championship (L) bag Elusive Time, og da Elusive Time nu er tilbage i England, kan scenen sagtens være sat for Hege og Atle Walgrens alt forbedrede sprinter i 2013.


The Penny Horse i Rosengård

Endnu en velbetalt storløbssejr fik Per-Anders Gråberg i Rosengårdlöpning over 1200 meter for de 3-årige heste. Her var der 200.000 kroner i førstepræmie til Peter Jardby-trænede The Penny Horse, som på trods af det yderste startspor 13 formåede at vinde let med fire længders afstand til norske Cave Man. Herefter fulgte Kanzee Gold og den nye amerikanske import, Symbol Of Support, mens Bent Olsens Mr Fong fik de sidste præmiepenge.

Per-Anders Gråbergs to øvrige dagssejre på Jägersro blev vundet med Pia Høiom-trænede Al Dahis i International Arabian Sprint over 1200 meter, hvor førstepræmien lød på 62.500 kroner, og siden med Katharina Stenefeldts nye sprinter-es Ta Ajaab, der nu er ubesejret i sine to første starter på skandinavisk mark.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top