fbpx

Stald Ras købte for halv million

Danske Stald Ras, der i fjor købte åringsauktionens toplot for 300.000 kroner, øgede satsningen på dansk avl yderligere med hammerslag på to heste for mere end en halv million kroner på York Stutteri.

Stald Ras stod dermed for mere end en fjerdedel af den samlede omsætning på salget, hvor der i ringen blev omsat for 1,966 millioner.


Søster til Summertime dyrest

Også i år købte Stald Ras auktionens ”sales-topper” – den af Light Valley Stud fremstillede hoppe Nurse Betty, som blev handlet for 310.000 kroner.

Hun er efter St. James’ Palace Stakes (Gr.1)-vinderen Dr Fong (Kris S) og ud af superproduceren Female Voice (Be My Chief), som allerede er mor til dette års svenske Oaks-vinder og danske Derby-2’er, Summertime (Binary File), og til øvrige storløbsvindere som Miss Cooper (Most Welcome), Valley’s Pride (Silca Legend) og Miss Mariko (Silca Legend).

Female Voice er desuden halvsøster til den overlegne svenske Derby-, Guineas- og Breeders’ Trophy-vinder, Double Net. Aktierne i Stald Ras’ nyeerhvervede hoppeåring kan stige endnu mere søndag eftermiddag på Klampenborg, når 3-årige Summertime cantrer til start som favorit i Dansk Oaks.


Dutch Art-søn til 200.000

Tidligere på eftermiddag havde Stald Ras sikret sig lot 40, den fukse vallak Vincent, for 200.000 kroner. Vincent blev fremstillet af trioen Stald Jupiter, Stutteri Bøgely og Westerberg, og han er en moderlivsimport efter den internationale succeshingst Dutch Art (Medicean).

Dutch Arts første årgang er blot tre år, og han er bl.a. far til den tyske 2000 Guineas (Gr.2)-vinder Caspar Netscher og Listed-vindere som Miss Work Of Art, Producer, Slade Power og Arabian Falcon. Hingsteåringen er halvbror til en tredobbelt vinder i England, og tredjemoderen Guestimate er halvsøster til Gruppe-2-vinderen Kingscote.

Begge Stald Ras’ åringer går en fremtid i møde på Enghavelyst hos træner Søren Jensen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top