Jockey Cathrine Weilby kom fredag aften ud for et grimt styrt på Jydsk Væddeløbsbane i Århus, da sadlen gled under hende i aftenens femte løb – et opgør over 950 meter.
Weilby var i sadlen på Crafty Cleaner, og mens parret i fuld fart var på vej mod opløbssvinget, gled sadlen venstre rundt om hesten, og jockeyen blev kastet til jorden. Cathrine Weilby var uden for bevidsthed i nogle minutter, og blev siden kørt til sygehuset i ambulance.
Det har været småt med information fredag aften, men ifølge rapporter fra Dantoto Racing Live, skulle Cathrine Weilby efter omstændighederne have klaret sig godt – dog højst sandsynligt med en hjernerystelse og brækket kæbeparti.
Vi følger op med nyt om Cathrine Weilby.
Opdatering, fredag kl. 23.00:
Cathrine Weilby skal efter forlydende ikke have nogen brud, men er ramt af en voldsom hjernerystelse. Hun overnatter på hospitalet i Århus.