fbpx

To dagssejre til Oliver Wilson på Klampenborg

Lærling Oliver Wilson vandt lørdag aften to af i alt seks opgør på Klampenborg, og nåede dermed op på i alt 10 sejre alene på Klampenborg i år, hvor han nu atter er førende rytter foran Rafael Schistl.


Simbad. Foto: Burt Seeger.

Oliver Wilson vandt aftenens hovedbegivenhed, Mile Handicap over 1600 meter, på ryggen af Hanne Bechmanns sæsondebutant Simbad, der med halvanden længde henviste forhåndsfavoritten Smokey Storm/Francis Waweru til andenpladsen.

Smokey Storm tabte flere længder ud af startboksen, men afsluttede stærkt for den kenyanske lærling og kunne akkurat med hals henvise den ligeledes forrygende afsluttende Meydan Millennium/Manuel Martinez til tredjepladsen.

Meydan Millennium starter allerede igen på Derby Dag, hvor det nok er en glimrende idé at se op for ham – især såfremt der i ugens løb falder regn over Klampenborg.

Førstepræmien i Mile Handicap var 25.000 kroner til Iben og Morten Buskop, der ejer den tidligere Stutteri Hjortebo-avlshingst, Simbad.


Endelig en maidensejr!

Efter flere tætte forsøg lykkedes det nu endelig for Brian Wilson-trænede Clauses Andorra at krydse målstregen som vinder. I iKeyVet 3-års Maiden Serien over 1200 meter var Enrique-datteren med Oliver Wilson i bøjlerne i stand til at henvise godt afsluttende Dawn Raid/Rafael Schistl til andenpladsen med hals, hvorefter der var en halv længdes afstand til Lady Hello og Ice Duchess.

Efter en fin præstation i Mowerinaløb og to andenpladser på stribe, faldt sejren på et tørt sted for Claus Reinhold Andersens 3-årige hoppe, der allerede på næste søndag bringes til start i DFDS Seaways Larch Ærespræmie på Klampenborg.


Borderline mod Consolation

Endnu en 3-årsvinder, som allerede bringes til start igen i næste uge, er Bent Olsen-trænede Borderline. Under Rafael Schistl kunne Primatico-sønnen med Rafael Schistl i bøjlerne sikkert henvise jævnaldrene Pyrus/Manuel Martinez til andenpladsen med trekvart længde, mens Qayyan blev tredje for Juan Pinto.


Ny sejr til Anders Bager

Det er ikke kun Oliver Wilson der skinner i øjnene som fremtidens danske jockey. Også nordjyske Anders Bager bliver bedre og bedre, og han drager fortsat stor nytte af sin lettelse på fire kilo. Således også i lørdagens New Race Handicap, hvor han i bøjlerne på Bettina Wilson-trænede Zolitall vandt helt overlegent med syv længder foran Hawkleaf Flier/Dayverson De Barros og Metroline/Nicolaj Stott.

Det var Zolitalls tredje sejr i kun fem starter i 2012, og hvis ikke handicapperen er ekstra hård ovenpå den overlegne sejr, bør hesten snart være moden til endnu en sejr.


Cathrine Weilby klarede sig ovenpå styrt

Lørdagens sidste opgør på Klampenborg, som i øvrigt blev vundet af svenske Swedish Time, blev højdramatisk, da Cathrine Weilby blev kastet af Me El Mago, som snubledemidt i opløbet.

Heldigvis var Cathrine Weilby i løbet af små 10 minutter på benene igen, og har ikke lidt nogen alvorlige skader. “Jeg er levende, men føler jeg er blevet kørt over af et tog”, skrev Weilby lørdag aften på sin Facebookprofil.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top