fbpx

Helbror til Sir Henry og Silvertown på Hjortebo

Kl. 22.00 søndag aften folede Jyllandsløbsvinderen Lady Clementine en helbror til både Derbyvinderen Sir Henry og sidste års 2-årsdronning i Danmark, Silvertown, på Stutteri Hjortebo i Bjerringbro.


Faderen er naturligvis Skandinaviens championhingst Academy Award (Danehill), og hingsteføllet har fra starten rigtig store forventninger knyttet til sig. Lady Clementines to første startende afkom har nemlig begge markeret sig i den absolutte årgangstop, og føllene ud af netop denne i Skandinavien så indflydelsesrige moderlinje har igennem snart to årtier været indbegrebet af succes.

Lady Clementine (Richard Of York) er selv ud af Mowerina-vinderen All Right (Always Fair), og det var således en halvbror til Lady Clementine der i fjor blev dyreste hest i ringen på Dansk Galops Åringsauktion. Både All Right og hendes helsøster All Fair ejes i dag af Berner Olsen, der igennem de senere år nærmest har “samlet” på individer fra den populære moderlinje.

I 2011 fremstillede Berner Olsen fem afkom på Åringsauktionen ud af denne linje, som i Danmark går tilbage til Stutteri Elverdams kridhvide avlshoppe Allwins (Neltino).

Stutteri Hjortebo har endnu aldrig haft et af Lady Clementines afkom på auktion. Sir Henry blev erhvervet privat af moderens tidligere ejer, Karin Salling, og også Silvertown blev købt privat på stutteriet to måneder inden åringsauktionen i 2010 af Stald Seaside.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top