fbpx

Klassisk vinder fik føl efter Tiger Hill

Sidste lørdag fik Dianalöpningsvinderen Lake St Clair (Revoque – Lifesforliving v. Aragon) sit femte føl – en velskabt brun hoppe efter den flerfoldige Gruppe-1-vinder og tyske Champion Tiger Hill (Danehill).


Lake St Clair var en af Skandinaviens bedste væddeløbshopper, og foruden sin klassiske triumf i Dianalöpning som 3-årig fortsatte hun sine store præstationer på græsset ved bl.a. at vinde Fawzia Stakes på Klampenborg og Svensk Galopps Stolöpning på Täby. Selv om hun var klart bedst på græs, formåede hun også at vinde en enkelt af sin karrieres ni sejre på dirt track – i Altamira Trial på Jägersro.

I avlen har Lake St Clair fået en flot start, og hendes første afkom – Black Sam Bellamy-sønnen Lucky Lad – vandt i fjor Svenskt St. Leger for Zawawi Racing og træner Johan Reuterskiöld. Hendes andet afkom, Lake Cooloola – ligeledes efter Black Sam Bellamy – starter fire gange som 2-årig i fjor og opnåede to sejre og to andenpladser. Lake Cooloola er med sit handicap på 79 blandt de højest handicappede kandidater til Dansk Derby 2012.

I fjor blev Lake St Clairs tredje afkom – Lake McGuire (Sabiango) – den dyreste hest på den åbne skandinaviske Åringsauktion i Skåne, og ligesom sine to ældre brødre går han i træning hos Johan Reuterskiöld på Jägersro.

Lake St Clair folede sidste år et hingsteføl efter Königstiger, og i 2012 fik hun dermed sit første hoppeføl hos familien Reuterskiöld.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top