fbpx

Nye Täby-sejre til Wilson og Johansen

Jacob Johansen tog onsdag en vigtig sejr i kampen om jockeychampionatet på Täby, hvor han kæmper indædt mod Per-Anders Gråberg. Johansen afsluttede det fem løbs store program med at vinde på ryggen af den 2-årige debutant Mykonos (Melmac – Monita), der trænes af lokale Jeanette Drews.


Søren Jensen-lærlingen Oliver Wilson kom atter på tavlen i den svenske hovedstad, idet han allerede i dagens indledende opgør red Vanja Sandrup-trænede Maserati først over stregen i et klasse-2-handicap med 35.000 kroner til vinderen. Oliver Wilson red desuden en andenplads hjem i bøjlerne på Hans-Inge Larsen-trænede Don Marco i et klasse-4-handicap over 1200 meter. Don Marco lignede længe en kommende vinder i opløbet, men han blev til slut overspurtet af Peter Jardbys Strike Command/Manuel Santos.

Per-Anders Gråberg fik ingen sejre denne onsdag på Täby, og Jacob Johansen er dermed to sejre foran sin værste konkurrent i kampen om Täbys jockeychampionat. Johansen er oppe på 33 vindere mod Gråbergs 31, hvorefter der er langt ned til tredjepladsen som indehaves af Leonard Rios med 16 vindere. Det samlede svenske championat ser med sikkerhed ud til at ende hos Jacob Johansen, der i dag red sin vinder nummer 65 i 2011 – det er otte mere end Gråberg på andenpladsen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top