fbpx

Tre af fire for Wind Whistle på Täby

Patrick Wahl-trænede Wind Whistle, der kostede 70,000 US$ som åring på Keeneland i Kentucky, kom ikke i gang med væddeløbskarrieren før slutningen af sin 4-årssæson, men han har vist sig at være den lange ventetid værd, og onsdag eftermiddag vandt han for tredje gang i fire starter over 1600 meter på Täby.


Under Carlos Lopez trak Wind Whistle ganske let fra sine konkurrenter i opløbet og vandt overlegent foran Avestruz og Double Pat. Der var 30.000 kroner i førstepræmie i dette klasse-3-handicap, og Wind Whistle var blot ude efter et handicap på 70 ovenpå sine tre første karrierestarter.

“Han mødte en rigtig god hest senest og måtte nøjes med andenpladsen, men der er ingen tvivl om hans kapacitet. Jeg skal tale med ejeren om de videre planer, men umiddelbart starter han ikke mere før til foråret, hvor der venter mange gode opgaver”, fortalte Patrick Wahl efter sejren.

Wind Whistle blev købt til Mec Com af agent Börje Olsson på Keeneland September Yearling Sale i 2008. Han kostede 70,000 dollars, men er også repræsenteret ved en storartet afstamning som søn af den dobbelte Breeders’ Cup Classic (Gr.1)-vinder Tiznow og Storm Cat-datteren Summer Wind Storm, som selv er halvsøster til en af USAs mest vindende heste gennem alle tider – Skip Away – som sejrede hele 18 gange, heraf 10 Gruppe- eller Grade 1 opgør, heriblandt Breeders’ Cup Classic (Gr.1).

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top