fbpx

Drømmene bliver til virkelighed på Meridian

Da Blue Canari i 2004 strøg helt til tops i det franske Derby, Prix du Jockey Club (Gr.1) på Chantilly, tegnede norske Meridian Stutteri sig for det største skandinaviske opdrætterresultat i historien.


Hoppen Delicieuse Lady, der i 1997 havde vundet Vinterfavoritternes Ærespræmie på Klampenborg, var blevet mor til en fransk Derbyvinder!

Foruden Blue Canari har Meridian stået for tre Derby-vindere – Final Care og Organizer i Sverige, samt Mission Possible i Danmark, og det norske successtutteri fortsætter under kyndig ledelse af danske Anne-Lise Riis Jensen med at satse hårdt på den skandinaviske avl.

Anne-Lise Riis Jensen ankom til Meridian ved indgangen af 2005 efter at have tilbragt mere end 10 år på The National Stud i Newmarket og med 25 års erfaring fra fuldblodsindustrien.

Meridians satsning på avlen sker ikke mindst på hingstesiden, og stutteriets tre opstaldede avlshingste udgør ikke mindre end en tredjedel af det samlede antal hingste i Norge.

To af hingstene er velkendte for det skandinaviske publikum – nemlig den tre-dobbelte 2000 Guineas-vinder Arlberg og den dobbelte 2000 Guineas- og mangedobbelte Listed-vinder Royal Experiment.

Herudover findes også den umanerligt veltrukne Machiavellian-søn Deceptor, der er trekvart-bror til den så succesrige Darley-hingst Lujain, samt den Gruppe-1-placerede Botanical og hoppen Satin Kiss, der forrige år vandt både 1000 Guineas og Oaks i Dubai.

Mens 2006 er første bedækningsår for både Arlberg og Royal Experiment, har Deceptor allerede prøvet jobbet, idet han i fjor bedækkede 17 hopper på stutteriet i den norske by Horten.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top