fbpx

Eyeq til Hold That Tiger – og tilbage til Danmark!

Efter sine sejre i det tyske Gruppe-3-løb Fährhofer Stuten Preis og det svenske Bloomers’ Vase (L) var Cadeaux Genereux-datteren Eyeq selvskreven til titlen som Champion Ældre Hoppe i Skandinavien 2004, og det var en kedelig nyhed for den danske avl da Light Valley Stud efter hendes løbskarriere valgte at satse på hende uden for Skandinaviens grænser.


Nu er Eyeq dog tilbage på Light Valley Stud og hendes næste føl kommer til verden i Danmark.

Da Eyeq skulle bedækkes første gang faldt valget på den nye irske Coolmore-hingst Oratorio (Danehill), der netop havde afsluttet sin løbskarriere med sejre i både Grand Criterium (Gr.1), Coral Eclipse Stakes (Gr.1) og Irish Champion Stakes (Gr.1). Resultatet blev et hoppeføl som nu er åring og findes på Kirsten Rausings Staffordstown Stud i Irland.


Kastede føl efter Dubai Destination

“I fjor blev Eyeq bedækket ved Kingmambo-sønnen Dubai Destination, men desværre aborterede hun føllet midt i juli, og i stedet for at lade hende blive i Irland valgte vi at bringe hende tilbage til Danmark”, siger Light Valley Studs indehaver Bernt Dahl.

Planen for Eyeq er nu således, at hun omkring 1. februar køres til det franske stutteri Haras Taillis, hvor hun skal bedækkes ved Storm Cat-sønnen Hold That Tiger, der i øvrigt ligesom Oratorio vandt Grand Criterium (Gr.1) i sin aktive karriere.

Den fukse hingst har indledt sin avlskarriere i både USA og Australien, og i førstnævnte land er han med sin første årgang far til Stakes-vinderne Old Man Buck og Mikimoto’s Mojo.


Hjem til Danmark igen

“Når Eyeq er konstateret i fol ved Hold That Tiger bliver hun transporteret hjem til Danmark, og hendes næste føl bliver dermed danskfødt. Jeg er meget spændt på åringen efter Oratorio i Irland, men nu skal Eyeq have chancen for at blive en eminent producer i Skandinavien”, fortsætter Bernt Dahl, der ejer den danske avlshingst Silca Legend og var medejer af York Stutteris nye avlshingst Binary File i dennes løbskarriere.

Silca Legend fik med sin første årgang i fjor vist at han kan levere varen, ikke mindst i form Miss Mariko, der inden sin tragiske ulykke på Jydsk Væddeløbsbane havde vist et talent der kunne bringe hende op blandt årgangens allerbedste.


Nyt spændende Silca-hold på vej

“Silca Legend har endnu et spændende 2-årshold på vej, blandt andet med en helsøster til Miss Mariko der er i træning hos Søren Jensen, og jeg håber også at resultaterne i 2007 får en positiv indvirken på antallet af bedækninger og avlshoppernes kvalitet i år”, siger Bernt Dahl, som dog også har tænkt sig at benytte sin tidligere stjerne Binary File til et par af sine hopper på trods af at Nureyev-sønnen nu står på det konkurrerende York Stutteri.

Det betyder at Binary File bl.a. kan få besøg af Zilzal-datteren Royal Filly og Turtle Island-hoppen Cocco Pio, som begge er prominente navne. Førstnævnte, der lige nu bærer et føl i maven efter Kirsten Rausings With Approval er et ustartet afkom efter den skandinaviske superhoppe Intruder, og sidstnævnte er i forvejen mor til ingen anden end forrige års danske 2-års Champion Stuart Little.


Ude godt….

“Efter at have satset på heste trænet i både England og Frankrig, samt at have haft flere avlshopper langtidsopstaldet ude i Europa, har jeg igen fået samlet tropperne herhjemme i Danmark og jeg glæder mig meget til at kunne følge det hele på nært hold igen i den kommende sæson”, slutter Light Valley Studs Bernt Dahl.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top