fbpx

Slut med pisk i norske væddeløb

Norsk Jockeyklub har pr. 1. januar vedtaget et totalt forbud mod medbringelse af pisk i væddeløb på Øvrevoll. Undtaget er dog 2-årsløb og forhindringsløb, hvor pisken kan bruges til at undgå styrbarhedsproblemer.


“Norge har siden 1982 været forgangsland når det gælder bestemmelser for brug af pisk, og ønsker med denne bestemmelse at gå et skridt videre”, skriver Norsk Jockeyklub i et nyhedsbrev. I Norge har man igennem de senere år haft lov til at medbringe pisken som styreredskab, men dog ikke anvende den for at få hesten til at løbe stærkere.

Forbudet mod brug af pisk er et hedt emne, der bringer mange delte meninger med sig. I USA kæmper dyrerettighedsforkæmperne med næb og kløer for et forbud mod piskebrug, men de tages ikke seriøst i brede væddeløbskredse fordi deres argumenter stråler af uvidenhed og mangel på indsigt i sporten.

Den engelske væddeløbspresse elsker tilmed at gøre grin med de amerikanske græsrodsorganisationer som kæmper for et piskeforbud, idet deres generelle holdning til sporten er, at det gælder om at skabe en troværdighed over for spillerne om, at det er den bedste hest der vinder hvert væddeløb, også selv om den er doven.

Også her i Skandinavien er der mange delte meninger. Danmarks suveræne Championtræner Bent Olsen ønsker fx. at man både i Danmark og Sverige går i Norges fodspor og nedlægger fuldstændigt forbud mod piskebrug, mens den udlandsprofessionelle danske topjockey Lennart Hammer sidste år bekendtgjorde, at én af grundene til at han valgte at tage tilbage til Tyskland for at gøre comeback dér var, at man som jockey kan blive ekstremt frustreret over at tabe et storløb med kort hoved fordi man ikke har lov til at presse hesten til sit yderste i Norge.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top