fbpx

Distant Star kæmpede forgæves mod Hot Fudge

Göteborg var søndag eftermiddag vært for årets største løbsdag, og Kopparmärralöpning over 2400 meter havde samlet en række virkelig gode hopper i kampen om 160.000 svenske kroner. De to Oaks-vindere Hot Fudge og Distant Star stod for en medrivende opløbskamp, hvor Hot Fudge til slut viste sig som den bedste.


Som altid var Hot Fudge tidligt fremme under Espen Ski, og duoen lagde sig lige bagved førende Ask Don’t Tell/Jacob Johansen. Rundt opløbssvinget rykkede Hot Fudge tættere på Ask Don’t Tell, samtidig med at Distant Star/Jan-Erik Neuroth listede sig op udvendigt og så ud til at have rigeligt gemt til afslutningen.

Ved indgangen til opløbet var Ask Don’t Tel sat af, og det drejede sig herefter kun om Distant Star og Hot Fudge. En overgang virkede Distant Star som den stærkeste og de to heste lå helt lige, men så slog Hot Fudge contra til slut og kunne trække afgørende fra til en halv længdes sejr. Et flot væddeløb og årets første sejr til den mangedobbelte storløbsvinder fra Lennart Reuterskiöld Jr’s stald, der kunne hæve 80.000 svenske kroner for sejren.

Tredjepladsen gik til Søren Jensen-trænede Vanity Fair/Kim Andersen, som holdt Yaliho Bloom og Will Be bag sig i afgørelsen.


Sevilla vandt Göteborgs Stora Pris

Francisco Castro-trænede Sevilla har en helt speciel forkærlighed for Göteborgs græsbane, og på trods af at Göteborgs Stora Pris var et kvalitativt handicap med 15 heste til start, var den 4-årige Lord Of Men-hoppe spillet helt ned i 22:10 i totalisatoren.

Under Manuel Martinez skuffede hoppen dog heller ikke sine tilhængere, idet hun i sikker stil vandt sin femte start ud af lige så mange mulige på den svenske bane og tjente førstepræmiens 100.000 kroner.

Bent Olsen-trænede Opening Night/Jacob Johansen sluttede stærkt af til slut og tog sig af andenpladsen før Paveroc/Manuel Santos og Prince Hamlet/Espen Ski. Søren Jensen-trænede Flyer, der kom med fire sejre på stribe, gik ikke noget dårligt løb, men her rakte det kun til en sjetteplads under Kim Andersen.

Vindende Sevilla har nu vundet otte af sin karrieres 20 starter, og hoppens samlede præmiesum har overstiget en halv million kroner.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top