fbpx

Madame Esprit til Mingun i 2013!

I Comenxa Dansk Oaks gav årgangens to danskopdrættede fløjhopper, Madame Esprit og Tigress Eleven, publikum en fremragende opløbskamp hoved ved hoved, hvor førstnævnte efter at have set slået ud kort før mål alligevel kæmpede sig tilbage og ramte målstregen først.


I lørdags mødtes de to hopper atter engang i Mingun Sceptre Stakes over 2200 meter, og udfaldet blev nøjagtig det samme: sejr til Madame Esprit efter endnu en nervepirrende duel, hvor endnu mindre kunne skille de to hopper ad på målstregen.

Mingun Sceptre Stakes fik en dramatisk indledning, da Fawzia Stakes-vinderen Mariyca snublede i startøjeblikket og mistede sin jockey Dina Danekilde. Mariyca fulgte med feltet ned gennem opløbet, men valgte derefter at fortsætte ligeud igennem rækværket ved tribunesvinget. Hverken Mariyca eller Dina Danekilde fik alvorlige knubs ved uheldet.

Uden frontrunneren Mariyca i feltet var tempoet lavt undervejs med Cut Belle som den førende, tæt forfulgt af Madame Esprit, mens Tigress Eleven som sædvanligt lunede sig bagest i feltet. Rundt opløbssvinget var feltet ganske tæt samlet, og akkurat som i Comenxa Dansk Oaks fik Tigress Eleven pladsproblemer mellem heste og mistede aktionen en smule.

Manuel Santos havde sendt Madame Esprit forbi en træt Cut Belle udvendigt i banen og sendte allerede her Oaks-vinderen af biddet, mens Tigress Eleven på dette tidspunkt gik bedst af dem alle under Nicolaj Stott.

300 meter fra mål var både Madame Esprit og Tigress Eleven oppe i fuld fart, og de satte hurtigt de resterende konkurrenter eftertrykkeligt af.

På målstregen var de stort set uadskillelige, men målfotoet viste endnu engang Madame Esprit som den største fighter af de to, og den Helle Christensen-trænede hoppe sejrede dermed for femte gang på Klampenborg i 2011.

Ejerkredsen Boltegaard og Kjems Racing kunne foruden storløbssejren og førstepræmien på 50.000 kroner glæde sig over, at Madame Esprit vandt en fribedækning ved Kingmambos halvbror Mingun, der i år har overstået sin første danske bedækningssæson på York Stutteri i Hørsholm.

A.P. Indy-sønnen rundede for kort tid siden sin individuelle vinder nummer 36 af 56 løb på verdensplan i 2011 alene, og hans første skandinaviske årgang kommer til verden i starten af 2012. “Det er stort at have vundet en bedækning ved Mingun, hvilket jo svarer til 50% oveni førstepræmien. Madame Esprit løber igen i næste sæson, og så besøger vi Mingun i 2013”, sagde den glade delejer Hjalte Kjems ovenpå triumfen i Mingun Sceptre Stakes.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top