fbpx

Helt åbent i Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1)

Søndag kl. 16.20 afvikles Europas største og mest prestigefyldte væddeløb, Prix de l’Arc de Triomphe, på Longchamp. Med fem millioner euro i præmiesum er løbet også det klart højest doterede i Europa, og til vinderen er der på den pæne side af 21 millioner danske kroner.


Look De Vega ved sejren i Prix du Jockey Club (Gr.1) 2024.

Skal man tro bookmakerne, er der ingen storfavorit, men fire 3-årige hingste skiller sig ud. To fra Frankrig, én fra Irland og én fra Japan. Ældre hingste og hopper tillægges kun outsiderchancer. Prix de l’Arc vindes også oftest af 3-årige. 19 gange er det sket de seneste 30 år.

Bookmakernes favorit fredag morgen er ifølge Racing Post franske Look De Vega (Lope De Vega) til odds 4. Look De Vega vandt i juni det franske derby, Prix du Jockey Club. Senest blev det til en lidt skuffende tredjeplads i Prix Niel (Gr.2) på Longchamp.

Løbet blev vundet af André Fabre-trænede Sosie (Sea The Stars), der samtidig fik revanche fra det franske derby, hvor han endte som tredje. I mellemtiden har han også vundet Grand Prix de Paris (Gr.1) på Longchamp i juli. Sosie står til odds 4,5.


Irske Los Angeles (Camelot) vandt i juni det irske derby, og i august et Gruppe-2-opgør i England. Senest var han fjerde i Irish Champion Stakes (Gr.1). Los Angeles står til odds 5, og er trænet af A.P. O’Brien.

Japanske Shin Emperor (Siyouni) har ikke vundet løb i år, og var senest tredje bag Economics i Irish Champion Stakes – og altså foran Los Angeles. Shin Emperor står til odds 5,5.

De fire hingste er topfavoritterne, og de næste outsidere står til odds 11 eller mere.

Prix de L’Arc er desværre uden de seneste to års Epsom-vindere Auguste Rodin (Deep Impact) og City Of Troy (Justify).

Auguste Rodin stiller muligvis op i Japan Cup i november, og City Of Troy er storfavorit til Breeders’ Cup Classic i USA, også i november. Sidste års vinder, Ace Impact (Craksman) er gået i avlen i Frankrig.

I de sidste måneder af året er der storløb i USA, Japan og Hong Kong med endnu større præmiesummer end i Prix de L’Arc. Dette er også grunden til, at Prix de l’Arc efterhånden kun er for de bedste europæiske heste.

I det øvrige Longchamp-program er der fem Gruppe-1-løb. Heriblandt de 2-åriges Prix Jean-Luc Lagardere (Grand Criterium), hvor de skandinaviske hesteejere Finn Blichfeldt (Mr Ascot) og Magne Jordanger (Stall Perlen) er repræsenteret ved Pia Brandt-trænede Tiego The First (Blue Point).


Picture of Søren Pedersen

Søren Pedersen

Født 1963 i Herning. Har været involveret i både fodbold og ishockey, og var i et par år i 2010’erne redaktør for Herning Bluefox’s hjemmeside. Kom i 80’erne, 90’erne og 90’erne meget på banerne i Skive, Billund og Aarhus, og hjalp sidenhen en række af de førende hingsteholdere og opdrættere i Jylland, som fx. Stutteri Flamingo og Nordjysk Hingstestation, og lavede i 2004 hesteejerforeningens katalog til trav-auktionen i Aarhus. Har de senere år haft så stigende interesse for galopsporten, at den nu har overhalet travsporten, men hjertet er fortsat med begge steder.

Seneste artikler

Scroll to Top