fbpx

2-årige Wassim sørgede for Øvrevoll-sejr nummer 500 til Niels Petersen

Øvrevolls mangedobbelte championtræner, danske Niels Petersen, sadlede torsdag aften sin vinder nummer 500 på hjemmebanen i Oslo, da Karin Sallings 2-årige debutant Wassim aflagde maidentitlen i første forsøg over 1170 meter.



Wassim vandt let med mere end to længders afstand til Annette Stjernstrand-trænede Abigale (Rumble Inthejungle) og Silja Størens Lady Denali (Sporting Chance).

Sejren var 40.950 norske kroner værd for Wassim, der er opdrættet på Stutteri Hjortebo og en moderlivsimport efter Aga Khans sensationshingst Zarak (Dubawi).

Moderen, Herminia (Hernando), blev købt i fol ved netop Zarak for blot €10,000 af Morten Buskop Bloodstock på Arqana i 2021, hvor hun allerede i forvejen havde produceret de to franske vindere Aimara (Makfi) og Thesee (Acclamation).

Herminia (Hernando) blev købt for 10,000 euro gennem Morten Buskop Bloodstock til Stutteri Hjortebo i december 2021. Hun var i fol ved Zarak og bar Wassim i livmoderen. Foto: Arqana.

Selv er Herminia helsøster til Prix Daphnis (Gr.3)-vinderen og avlshingst Indian Daffodil og halvsøster til både Prix Quincey (Gr.3)-vinderen Devious Indian (Dr Devious) og Prix de Lutece (Gr.3)-vinderen Etendard Indien (Selkirk).

Wassims andenmor, Danseuse Indienne (Danehill), er en ustartet helsøster til Prix Ganay (Gr.1)-vinderen og avlshingsten Indian Danehill og til Prix La Rochette (Gr.3)-vinderen Indian Jones.

Moderlinjen tæller desuden navne som de Gruppe-1-vindende avlshingste Antheus og Poliglote.

Herminia folede tidligere i år en hoppe efter Appel Au Maitre (Starborough), og hun er dermed skabt over det samme kryds (Appel Au Maitre / Hernando) som bl.a. Suspicious Mind og Appelina.

Wassim og Elione Chaves modtages af Niels Petersen, som her sadlede sin vinder nummer 500 i Norge. Foto: Hesteguiden.com.

Wassim er i øvrigt opkaldt efter den dansk-libanesiske kok, Wassim Hallal, der er ejer og chefkok på Restaurant Frederikshøj i Karin Sallings hjemby, Aarhus.

Elione Chaves, som sørgede for at bogføre Niels Petersens trænersejr nummer 500 på Øvrevoll, fortsatte selv sit sejrstogt med yderligere to vindere.

Først med Are Hyldmos 6-årige My French Dream (Myboycharlie) og siden med Tina Smiths Greycious Girl (Markaz).


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top