fbpx

Lelles Open Mile (L): Admiral De Vega vandt med hals foran Mozart

Annike Bye Hansens Admiral De Vega fastslog sin status som Skandinaviens bedste hest over 1600 meter græs, og Niels Petersen-trænede Mozart bekræftede, at han tilhører fremtidens milerelite i 2024-udgaven af Lelles Open Mile (L) på Bro Park.



Admiral De Vega (Lope De Vega) – sidste års vinder af Stockholms Stora Pris (Gr.3) og anden bag Good Fortune (Appel Au Maitre) i dette års udgave – lagde langsomt ud i hænderne på Elione Chaves, som placerede den 5-årige fukse vallak sidst i det otte heste store felt.

Danskopdrættede Mozart (Le Havre) havde også kun Admiral De Vega bag sig indtil begyndelsen af opløbssvinget, hvor sidstnævnte indledte sit indvendige avancement.

Alt imens gik det stærkt foran med Hotline Bling (Cotai Glory) og Farhh Out (Farhh) som de forreste.

Bag dem fulgte King David (Elusive City), Purple Ace (Born To Sea), Seakine (Seahenge) og Global Gathering (Bated Breath).

Admiral De Vega og Elione Chaves på vej mod sejren i Lelles Open Mile (L). Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Da feltet ramte opløbet, lå Admiral De Vega og Mozart nærmest lige som de to bageste. Carlos Lopez trak førstnævnte helt ud i banen, mens Chaves stadigvæk afventede pladsen mellem heste. Og da den kom, fløj Admiral De Vega forbi Hotline Bling og King David.

Indvendigt var Farhh Out også træt, og eneste modbud til Admiral De Vega kom flyvende yderst i form af Mozart. På målstregen så Chaves dog ganske komfortabel ud, og tronskiftet kom ikke i denne omgang.

Admiral De Vega, som ejes af Väsby Häst AB, fik 150.000 svenske kronor for sejren, mens der var det halve til Karin Sallings 4-årige Mozart.

Bag de to første kom Annika Sjökvists Global Gathering før Seakine, Farhh Out, King David,  Hotline Bling og Purple Ace.

Admiral De Vega og Elione Chaves besejrer Mozart med Carlos Lopez i Lelles Open Mile (L). Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Admiral De Vega kom til Skandinavien gennem agent Martin Buick, som købte ham for 47,000 guineas på Tattersalls October HIT Sale i 2021. Dette var Lope De Vega-sønnens femte sejr i 14 starter, og han har nu rundet 1,2 millioner i samlet præmiesum.

Stutteri Hjortebo var kun en hals fra, at kunne afslutte en mastodont-uge på den mest eventyrlige vis, efter at Schamyl (Appel Au Maitre) i mandags vandt Svenskt Derby, samt en trippel på Klampenborg lørdag aften (inklusiv Zarinas triumf i Produce Stakes).

Men Mozart må vente lidt endnu, før han tager sin første Black Type-triumf. Og den ser ikke ud til at være langt væk.

Admiral De Vega og Elione Chaves efter triumfen i Lelles Open Mile (L). Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top