Stutteri Hjortebo var lørdag aften både løbssponsorer og dobbelte vindere af sæsonens første store 2-årsløb, Produce Stakes, da Lea Olsen-trænede Zarina besejrede Bent Olsens debuterende Kis Me Again.
Zarina (Appel Au Maitre) havde en del længder at indhente ved indgangen til opløbet, men med sin veloverståede debut i bagagen fra den 28. juni, hvor hun var anden bag I Can Do It (Hurricane Red), havde den fukse hoppe lært tilstrækkeligt til at kunne skyde forbi sine konkurrenter og allerede midt i opløbet have afgjort til egen fordel.
Endnu længere bagude ved indgangen til opløbsstrækningen var debutanten Kis Me Again (Moohaajim) – helsøsteren til sidste års Produce Stakes-vinder Kis – men hun leverede en forrygende ophentning yderst i banen og tog andenpladsen foran Søren Jensen-trænede Negroni (Juniper Tree).
![](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2024/07/zarina_mgl3999.jpeg)
Siden fulgte Tools Carlras (Al Shemali) og Flyvende Faduma (Go Go Gadget) på de sidste præmiegivende pladser.
Zarina sikrede ved sejren en førstepræmie på 100.000 kroner til Karin Salling, som også står bag hoppens storesøster, Rosalina (Dream Ahead).
![](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2024/07/zarina_mgl4020.jpeg)
Årets Produce Stakes-vinder er således andet danskopdrættede afkom ud af Selkirk-datteren Vadirima, der startede placeret som 3-årig i Frankrig, og som i forvejen er mor til den nidobbelte vinder Valrose (Kodiac).
![](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2024/07/zarina_d2i3819.jpeg)
Som navnet antyder, stammer Vadirima fra én af HH Aga Khans toneangivende moderlinjer, der igennem de senere år bl.a. har talt Prix du Jockey Club (Gr.1)- og Eclipse Stakes (Gr.1)-vinderen Vadeni (Churchill), der desuden var anden i sidste års Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1) bag Alpinista (Frankel) og nu er gået i stutteriet i Frankrig.
![](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2024/07/zarina_d2i3829.jpeg)
Lea Olsen har i dén grad taget for sig af de første danske 2-årsløb i 2024, og allerede inden Zarinas Produce Stakes-triumf, havde hun sadlet en ny 2-årsvinder i form af Go Go Gadget-sønnen Strauss.
![](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2024/07/strauss_mgl3977.jpeg)
Strauss, som debuterede som uplaceret på Jyllandsløbet, havde lært en masse af sin første start, og i hænderne på Per-Anders Gråberg vandt han det, som kan vise sig at være et ganske stærkt maidenløb.
På andenpladsen kom Nina Lensviks debutant Morecentsfrom KY (Goldencents) foran Bettina Andersens Goddessoffortune (Appel Au Maitre), hvorefter My Friend (Arizona) fangede Duca Di Vita (Juniper Tree) i kampen om fjerdepladsen.
![](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2024/07/strauss_d2i3810.jpeg)
Vindende Strauss ejes af Stald Hope og er opdrættet af Stutteri Thorskovgaard, som har enorm glæde hingstens mor, den tidligere norske 1000 Guineas-vinder Strapina (Stravinsky).
Strauss er således den femte Thorskovgaard-opdrættede vinder ud af Strapina, hvis øvrige afkom tæller Strada (Go Go Gadget), Stratego (Go Go Gadget), Petrushka (Reliable Man) og Strakowsky (Go Go Gadget).