fbpx

Ubesejrede Garlic fortsatte i Derby Trial Stakes

Lea Olsen-trænede Garlic blev den store triumfator i fredagens Derby Trial Stakes på Klampenborg, hvor Outstrip-sønnen nedkæmpede Jan-Erik Neuroths Amason og Bent Olsens dobbelte 2000 Guineas-vinder Brigadier i et brag af et opløb.



Garlic nåede med sin lange, mægtige aktion frem i tide til at besejre alt forbedrede Amason (Appel Au Maitre), som på kort forinden havde fået det endelige overtag på Brigadier (Moohaajim).

Elione Chaves forsøgte at vinde løbet fra front med favoritten, som var første hest rundt tribunesvinget, men som allerede ud på bagsiden fik følgeskab og tryk af Amason og Garlics staldveninde Askepot Torkdahl (Free Eagle).

Imens de tre forreste trykkede på hinanden, lunede Oliver Wilson sig midt i feltet på Garlic, og ved indgangen til opløbet havde parret fået kontakt midt i banen. Brigadier holdt fortsat ved, men over de sidste 250 meter blev galopspringene for alvor kortere.

Garlic nedkæmper Amason og Brigadier i De 5 Stjerner Derby Trial Stakes. Foto: Burt Seeger.

Garlic, Amason og Brigadier var de tre bedste i den sidste, store Klampenborg-forprøve til Dansk Derby, og sidstnævnte havde godt halvanden længdes yderligere afstand til fjerdehesten Sealove (Sea The Moon), mens Lord Of Karthago (Hurricane Red) på en udmærket afslutning tog den sidste præmie før Trickstar (Appel Au Maitre).

Lea Olsen står nu – med tre uger til Dansk Derby – med to af de mest fremtrædende navne i denne sammenhæng. Garlic har vundet Derby Trial Stakes og er ubesejret i tre karrierestarter, og Biot (City Light) har vundet Jydsk Derby.

Garlic nedkæmper Amason og Brigadier i De 5 Stjerner Derby Trial Stakes. Foto: Burt Seeger.

Garlic ejes af Karin Salling, som nu for alvor øjner muligheden for at vinde sin fjerde danske Derby-sejr i forlængelse af Sir Henry (Academy Award), Sir Herman (Zoffany) og Queen Rouge (Lord Of England).

Den brune hingst er opdrættet på Stutteri Hjortebos marker af Jenny Katrine Boye og er halvbror til fem internationale vindere.

Garlics mor, Marju-datteren Tell Mum, er en ustartet halvsøster til Horris Hill Stakes (Gr.3)-vinderen Tell Dad og den Gruppe-3-placerede Khawatim – og hendes vindende tredjemor, Ibtihaj, er halvsøster til den legendariske Championhingst, Danzig.

Garlic med sin ejer Karin Salling og jockey Oliver Wilson efter Derby Trial Stakes. Foto: Burt Seeger.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top