fbpx

Vejen til Dansk Derby: 48 tilbage før starterklæringen

I mandags forfaldt den sidste indsats før starterklæringen til Dansk Derby 2024, og det bevirkede, at 23 navne forsvandt fra rankinglisten, så der nu står 48 tilbage. Og det er i sagens natur 48 kandidater, som alle ønsker sig en plads blandt de 15 bedste.


Schamyl og Sandro De Paiva ved sejren i Voterlöpning. Schamyl er en af de få heste, som både forventes at starte i Svenskt og Dansk Derby. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

I toppen er der ikke sket nogen ændringer siden GalopSports senest publicerede rankingliste.

Hér er det stadigvæk Jan-Erik Neuroths Voter-vinder Schamyl (Appel Au Maitre), som ligger øverst på 86, et enkelt kilo over Bent Olsens dobbelte Guineas-vinder Brigadier (Moohaajim), og to foran Lea Olsens Jyllandsløbsvinder Biot (City Light) og Lennart J:r Reuterskiölds Bro Park Trial-vinder Zidane (Areion).

På 82 står Bettina Andersens My Fortune (Appel Au Maitre) og Zidanes staldkammerat Masters Call (Appel Au Maitre), og siden følger tre heste på 79: Chelsea Morning (Mustajeeb), Los Angeles (Juniper Tree) og Wayfarer (Haliway).

Bettina Andersen og My Fortune. Foto: GalopSport.

Disse fire heste på 78 lader også til at være i sikker havn: A Lady’s Dream (Giant Sandman), Garlic (Outstrip), Manhattan Carlras (Juniper Tree) og Trickstar (Magician).

Alene som nummer 15 – på den sidste adgangsgivende plads – står Sealove (Sea The Moon) – og derefter følger fire aspiranter på 76: Duke Of Hastings (Juniper Tree), Footstepsoffortune (Baltic Rock), Hockey Carlras (Moohaajim) og Kis (Moohaajim).

Lea Olsens ubesejrede Garlic har mulighed for at møde blandt andet Brigadier og Trickstar i næste lørdags Derby Trial Stakes på Klampenborg. Foto: Burt Seeger.

Der starterklæres allerede til Dansk Derby fredag den 26. juli, så muligheden for at kvalificere sig svinder efterhånden ind for dem, som ikke er nævnt herover.

Næste fredag rides Derby Trial Stakes på Klampenborg, og to dage senere afholdes Svenskt Derby på Jägersro. To løbsdage, som alt andet lige ser ud til at blive sidste udkald for alle, som drømmer om at kvalificere sig direkte.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top