fbpx

Nu lader Petersen 3-årskanonerne

“Mange af staldens heste er sent ude i år, og vi har slidt med at få dem rigtigt i gang efter en lang og sej vinter. Men det er den 14. juli, den svenske derbydag, der er det foreløbige mål, og i den forbindelse føler jeg mig ganske rolig”, fortæller Niels Petersen i dette interview med GalopSport om de 3-årige heste, som championtræneren starter i weekenden.


Exit To The Moon. Foto: Hesteguiden.com.

På søndag sæsondebuterer Niels Petersens dobbelte storløbsvinder, danskejede Lord Mountbatten (Connect), i Voterlöpning, mens Exit To The Moon (Accelerate) sendes ud over 2400 meter i Svenskt Derby Trial.

Begge hingste er af ærkeamerikansk afstamning, og Exit To The Moon besøgte allerede Jägersro i fjor, hvor han var anden på seks længders afstand af Giovanni Torkdahl (Lope De Vega) i Skånelandlöpning.

Sæsondebuten foregik hjemme på Øvrevoll over 1750 meter dirt, og hér vandt Exit To The Moon overlegent med fire længder foran Bondi Breeze (Footstepsinthesand).

“Han skriger simpelthen bare på distance”, siger Niels og fortsætter: “Jeg glæder mig meget til at se ham tilbage på Jägersro nu, for han leverede en rigtig god præstation i fjor i Skånelandlöpning, hvor han kom meget langt efter undervejs og alligevel afsluttede stærkt til andenpladsen”.

“Han er en hest der er nødt til at finde den rigtige rytme undervejs, og det bliver lettere for ham at galoppere sig ind i løbet over 2400 meter, hvilket også forklarer hvorfor vi har valgt Derby Trial fremfor Voter”.

“Jeg holder ham vældig højt i forhold til Svenskt Derby, og forhåbentlig gør han hvad han skal for at kvalificere sig”.

Exit To The Moon som 2-årig på Arqana. Foto: Arqana.

Exit To The Moon kommer ind i Svenskt Derby Trial med et handicap på 78, hvilket er to kilo mere end Annike Bye Hansens If He Says So (Summer Front), som er den på papiret værste konkurrent.

Accelerate-sønnen blev handlet efter at være gået tilbage for €40,000 på sidste års Arqana Breeze Up Sale i Deauville, og han er fjerde afkom ud af den ustartede Malibu Moon-hoppe Red Moon Girl, som selv er halvsøster til Donn Handicap (G1)- og Gulfstream Park Turf Handicap (G1)-vinderen Mshawish (Medaglia D’Oro) og fra samme moderlinje som bl.a. Breeders’ Cup Juvenile Fillies (G1)- og Del Mar Debutante Stakes (G1)-vinderen Halfbridled (Unbridled’s Song).

Hidtil har karrieren budt på en sejre og tre andenpladser for Exit To The Moon, som på lørdag rides af Niels Petersens førstejockey, Carlos Lopez.


Lord Mountbatten og Carlos Lopez vinder Goffs Futurity Stakes foran King Of Ten og Great Green Rose. Foto: Burt Seeger.

Samme konstellation stiller op i Voterlöpning med FTHK Racings Lord Mountbatten (Connect), som nu får sin sæsondebut efter en pause der har varet siden sejren i The Heatherwold Cup på den norske Derbydag i fjor.

Forinden havde Lord Mountbatten også vundet Goffs Futurity Stakes på Klampenborgs Derbydag, og hans hidtil eneste nederlag blev indkasseret i debuten over 900 meter på Øvrevoll som anden til staldkammeraten Rockofthemountain (U S Navy Flag).

Lord Mountbatten er en klasse hest, ingen tvivl om det, og han ser virkelig godt ud forud for sæsondebuten i Voter”.

“Når det er sagt, så har han haft en lang pause, og vi har bygget ham langsomt op igen med henblik på at få ham til at stå Derbydistancen. I den forbindelse er jeg også tilfreds med, at vi har fået et udvendigt startspor, selv om det normalt er det sidste man ønsker over 1730 meter på Jägersro”, forklarer Petersen.

Lord Mountbatten med sin danske ejerkreds efter sejren i Goffs Futurity Stakes. Foto: Burt Seeger.

“Han er ude for at få et løb i kroppen, og der er normalt altid forbedring at finde frem til Derbydagen, så mit bud er, at vi som så ofte før kommer med en hest der er fire til fem længder bedre den 14. juli”.

Lord Mountbatten blev akkurat som Exit To The Moon købt ud af Ballinahulla Stables, men denne gang i ringen på Goffs i Doncaster, hvor hammerslaget faldt på £50,000.

Lord Mountbatten tilhører første årgang efter Curlin-sønnen Connect, og han er ud af den amerikanske Stakes-vinder Softly Lit (Latent Heat).


Rockofthemountain. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

En hest, der afsluttede 2023 lige så stærkt som Lord Mountbatten, men som ikke er at finde i hverken Voter eller Derby Trial på søndag, er Stall Uniteds Rockofthemountain.

“Han går i stedet ud på græsset over 1600 meter hjemme på Øvrevoll på lørdag”, siger Niels.

“Han vandt Manoustielöpning på Jägersro i fjor og fungerer perfekt på dirten, så det er ikke et spørgsmål vi behøver at søge svar på før Derbydagen, hvor han kommer ud i dét løb vi føler passer ham bedst”.

“Det har også taget lidt længere tid at få ham klar, så planen er nu, at han går ud på græsset på lørdag som en forprøve til Norsk 2000 Guineas, og derefter bliver det Derbyserien”.

I samme opgør på lørdag sadler Niels Petersen Stamford Street (Shalaa), som efter en imponerende maidensejr i fjor var anden bag Lord Mountbatten i The Heatherwold Cup og ligeledes anden bag King of Ten (Ten Sovereigns) i Svealandlöpning.

“Han kom i front i sæsondebuten, og det blev et forkert oplæg. Han var ikke slået med meget i mål og er bedre end det”, vurderer træneren.

Carlos Lopez rider Rockofthemountain og Per-Anders Gråberg er booket til Stamford Street.


Programmer:

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top