fbpx

Bro Park Trial: Double til Stall Junior og Tord Olsson

Svenske Tord Olsson havde tirsdag aften den store glæde at se sine væddeløbsfarver på de to første pladser i det højt doterede Bro Park Trial over 2100 meter. Canadian Kylie og American Zodiac – begge trænet af Lennart J:r Reuterskiöld – tog 498.000 svenske kronor ud af den samlede præmiesum.



Canadian Kylie (Hallucinate) blev redet til en sikker halvanden længdes sejr af Martin Rodriguez, mens Oliver Wilson var i bøjlerne på staldveninden American Zodiac (Juniper Tree).

De to hopper, som er opdrættet i Sverige af henholdsvis Kajsa Lindsjö og Jacqueline og Lennart Henriksson, kom fra opgaver hjemme på Jägersro.

Canadian Kylie var senest anden i Voterlöpning bag Ayani (Starspangledbanner), og American Zodiac rejste sig hurtigt igen ovenpå sjettepladsen i Svenskt Derby Trial. Hun havde forinden vundet Södra Skåningernas Derbytest.

Canadian Kylie vinder Bro Park Trial foran staldveninden American Zodiac. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Lennart J:r Reuterskiöld var ikke meget for at afsløre de kommende planer for sine to fine hopper, men der er også stadigvæk en lang række muligheder at vælge imellem.

På den svenske Derbydag er der foruden Derbyet også det 1730 meter lange Malmö Stads Pris, og tre uger senere findes der Svenskt Oaks og Altamiralöpning.

På tredjepladsen i Bro Park Trial fulgte Wido Neuroths svenske Kriteriumsvinder Master Zone (Appel Au Maitre) foran Patrick Wahls Little Arabella (Karakontie) og Niels Petersens Cotton Eye Joe (Appel Au Maitre).

Siden var der også præmiepenge til Jessica Long-trænede Keep On Dancing (Moohaajim) på sjettepladsen.

Hverken Canadian Kylie eller American Zodiac er anmeldt til The Macallan Dansk Derby, men det er til gengæld de fire øvrige førnævnte navne.

Canadian Kylie og Martin Rodriguez. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top