Gruppe-3-triumf for Thore Hammer i Dortmund

Thore Hammer Hansen var søndag på gæstevisit i landet hvor han tilbragte størstedelen af sin opvækst, og i bøjlerne på Andreas Suborics-trænede Best Lightning vandt han hovedbegivenheden i Dortmund, Grosser Preis der Wirtschaft (Gr.3) over 1800 meter.



I et sent udvendigt angreb fløj Best Lightning (Sidestep) forbi de to forhåndsfavoritter Aguirre (Camelot) og Petit Marin (Flamingo Fantasy), og sejren blev til slut ganske sikker med næsten halvanden længde.

Thore Hammer, der er søn af den tidligere Gruppe-1-vindende topjockey Lennart Hammer, er i dag fast bosiddende i England, hvor han får alt flere chancer for at gøre sig gældende. I år rider han med en sejrsprocent på 14 efter at have vundet 11 løb i 80 ridt på de engelske baner.

Det var Thores første ridt på 5-årige Best Lightning, som i fjor bl.a. vandt Badener Meile (Gr.2) og tidligere har været gruppeløbsplaceret i både Tyskland og Frankrig.

I september i fjor vandt Thore Hammer også ét af Tysklands største løb, Oettingen-Rennen (Gr.2), efter at have slået Frankie Dettori i en tæt opløbskamp.

Thore Hammer Hansen med sin stolte far Lennart under præmieoverrækkelsen efter Oettingen Rennen (Gr.2) i fjor.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top