fbpx

Føltid: Den mest spændende ankomst i 2023?!

Næste lørdag er HM The King & HM The Queen Consorts 3-årige, ubesejrede Slipofthepen muligvis blandt deltagerne i 2000 Guineas Stakes (Gr.1) i Newmarket. Torsdag morgen folede Night Of Thunder-sønnens storesøster Any Little Rhyme en hingst efter Giant Sandman på Kastanjegården hos Jacqueline og Lennart Henriksson.


Any Little Rhyme med sit hingstføl efter Goldene Peitsche (Gr.2)-vinderen Giant Sandman. Foto: Kastanjegården.

Da Jacqueline og Lennart i februar 2022 købte Any Little Rhyme for 11,000 euro på Goffs February Sale var Slipofthepen endnu langt fra sin første karrierestart, som først fandt sted den 30. november i fjor.

Han vandt med seks længder over 1600 meter på Kempton under James Doyle, der bar de royale farver, som Kong Charles og The Queen Consort nu fører videre efter HM The Queen.

Den 10. april gav John og Thady Gosden sæsondebut til Slipofthepen, der igen vandt på imponerende vis over samme distance og på samme bane og all-weather underlag i London.

Efter sejren udtalte John Gosden, at 2000 Guineas (Gr.1) muligvis kommer lidt for tidligt for urutinerede Slipofthepen, og at St James’s Palace Stakes (Gr.1) under Royal Ascot i juni umiddelbart ville være et mere sandsynligt mål.

Alligevel dukkede Slipofthepen i går op på Newmarkets Rowley Mile, hvor han gik et stærkt træningsarbejde for James Doyle, og på nuværende tidspunkt er han blandt de 20 forhåndsdeklarerede navne til den engelske klassiker, som finder sted på “Coronation Day” – altså samtidig med, at HM Kong Charles officielt krones.

Any Little Rhyme, der blot er otte gammel, var inden hun blev solgt til Kastanjegården i Sverige blevet mor til en nu 2-årig søn af Sioux Nation (Scat Daddy), som for to uger siden gik igennem ringen på Tattersalls Craven Breeze Up Sale i Newmarket og blev solgt for 190,000 guineas – ca. 1,7 millioner danske kroner.

En fantastisk historie for Jacqueline og Lennart Henriksson, som nu er gået i tænkeboks omkring fremtiden for deres pludselig enormt værdifulde avlshoppe.

Herunder ses et opslag fra British Champion Series efter Slipofthepens arbejde på Rowley Mile i går:

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top