fbpx

Red Cactus bedækker på Hjortebo i 2022

Lone Kaj-Nielsens svenske Derbyvinder Red Cactus skal til næste år debutere i avlen på Stutteri Hjortebo. “Vi tog afsked med Red Cactus i dag”, fortæller Bent Olsen på vej til auktion hos Goffs i Irland.


Eddie Pedroza og Red Cactus på vej mod sejren i Svenskt Derby 2019. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

5-årige Red Cactus nåede at starte 16 gange i karrieren hvoraf han vandt de fem, og han var storløbsvinder som 2- og 3-årig på både græs og dirt.

I tillæg var han i Dubai tre gange og opnåede også hér storløbsplaceringer på græs og dirt.

Det var dog på Jägersro den amerikanskopdrættede Hard Spun-søn fejrede sine største triumfer.

Efter at have vundet Svenskt Derby Trial med ni længder, fortsatte han ufortrødent med også at vinde Svenskt Derby og derefter Hurricanelöpning i en eminent 3-årsæsson, der samlet set bød på over 2,5 millioner svenske kronor på præmiekontoen.


Red Cactus. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.
Red Cactus under ét af sine tre vinterophold i Dubai. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.

Efter 3-årsæssonen var Red Cactus tilbage i Dubai og var denne gang slået med det mindst mulige af Godolphins Art Du Val over 1800 meter græs.

Efter to starter på Meydan vendte Red Cactus tilbage til Skandinavien og sluttede uplaceret i Pramms Memorial (L) på Jägersro – en start der også skulle blive hestens sidste i Skandinavien.

Tidligere i 2021 blev hingsten igen forsøgt på Meydan med en syvendeplads til følge, og siden kom han aldrig til start igen.


Derbyvinderen Red Cactus omgivet af jockey Eddie Pedroza, træner Bent Olsen og ejer Lone Kaj-Nielsen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

“Han er en stor hest der i en lang periode døjede med en overbelastning på senen, og selv om han fik god tid til at komme sig, blev det aldrig rigtig godt nok til at vi turde teste ham for alvor igen”, forklarer Bent Olsen og fortsætter:

“Nu har Lone besluttet sig for, at han skal være avlshingst, og der er indgået en aftale med Stutteri Hjortebo om at han opstaldes dér. Han er en spændende hest med en god amerikansk dirt-afstamning, og dertil har han jo bevist at han også behersker græsset”.

“Han får forhåbentlig minimum 10 hopper til bedækning i første omgang, og så har Lone også selv en eller to hopper med international topafstamning der kan besøge ham når deres løbskarrierer er overstået”.


Lot 88. Hingst v. Hard Spun. Købt for 80,000 pund af Bent Olsen på vegne af Lone Kaj-Nielsen. Foto: Hannah Marks / Goffs UK.
Red Cactus i auktionsringen som 2-årig på Goffs UK Breeze Up Sale i Doncaster. Foto: Hannah Marks / Goffs UK.

Bent Olsen og Lone Kaj-Nielsen købte sammen Red Cactus for 80,000 pund på 2018-udgaven af Goffs UK Breeze Up Sale i Doncaster.

Hingsten blev købt af Mocklershills Willie Browne, der selv havde købt ham for 85,000 dollars som åring i Keeneland.

Red Cactus er ud af den amerikanske Stakes-vinder Strut The Canary (Mineshaft) og halvbror til bl.a. Stakes-placerede The Zip Zip Man (City Zip), mens mormoderen Flash Of Fashion (Petionville) er en vindende helsøster til den tredobbelte Grade-1-vinder Island Fashion.


Gense Red Cactus vinde Svenskt Derby 2019 herunder:

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top