fbpx

Bent Olsen hentede to åringer i Deauville

Klampenborg-træner Bent Olsen er netop vendt hjem fra auktionen i Deauville, og det blev med to nye åringer i transporten, begge signeret MAB Agency, der handler for Sten Thynell.


Den første er en brun hingst efter Diktat og Alzao-hoppen Atlantique, der er vinder som 2-årig på Saint-Cloud og her bringer sit første afkom.

Fjerdemoderen er ingen ringere end Allez France, vidunderhoppen der vandt 13 løb inklusiv Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1), Prix de Diane (Gr.1), Prix Vermeille (Gr.1), Criterium des Pouliches (Gr.1), Poule d’Essai des Pouliches (Gr.1), Prix d’Ispahan (Gr.1) samt Prix Ganay (Gr.1) to gange.

Prisen for Diktat-sønnen var 22.000 euro.

Den anden åring der netop er ankommet til Klampenborg er en brun hoppe efter Kalanisi og den tyske hoppe Leonora v. Surumu.

Leonoras første afkom er 3-årige Delos, der er vinder af 2 løb som 2-årig i 2004. Leonora er i øvrigt ud af samme familie som Leopoldina, der allerede fungerer i avlen i Danmark.

Prisen for Kalanisi-datteren der lyder navnet Lethe, var 15.000 euro.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top