fbpx

Ny sejr til talentfulde Faster Sara

Finske Amelie Ehrnrooth har med sit franske stutteri Haras de Bourgeauville igennem adskillige år leveret topheste til de skandinaviske hesteejere. Heste som Valley Chapel, Val De Mar og Farouge har trådt sine første skridt i Ehrnrooths varetægt.


I år har den succesrige opdrætter valgt selv at sætte en hest i træning i Skandinavien, nemlig den 2-årige hoppe Faster Sara, som er en halvsøster til sidste års svenske St. Leger-vinder og dette års Scandinavian Open-2’er Farouge.

Faster Sara, der er efter Kalanisi, debuterede i starten af august på Øvrevoll med en overbevisende sejr for sin træner Wido Neuroth, og torsdag aften var den skimle hoppe atter til start på Øvrevoll, denne gang over 1200 meter græs i en tung bane.

Line Akselsen havde overtaget tøjlerne fra en skadet Fredrik Johansson, og Line indledte her hvad der senere skulle vise sig at blive en trippel-sejr med at vinde let med en længde foran Ask Thalheimer/Fernando Diaz, som igen var fem længder foran Wishmaster/Carlos Lopez på tredjepladsen.

“Hun trives godt på den tunge bane. Hun kommer ikke til start mere på Øvrevoll i år, men det er muligt at vi prøver hende over 1600 meter på Jägersro senere på året”, fortalte en fornøjet Wido Neuroth efter gevinsten.

Neuroth tog sig i øvrigt også af Subaru Løp over 1600 meter med 75.000 kroner i samlet præmiesum. Her vandt Emilio let med to længder før Lights Out og Northern Cadet.

Også her var der tale om en rytterændring, idet Roman Skrzydlo sad op i stedet for Fredrik Johansson.

“Næste start bliver over 1600 meter på Täbys dirt track på Stockholm Cup-dagen”, sluttede Neuroth.


Mere at juble over for Gill og Solberg

I søndags havde de både første- og tredjehesten gennem mål i Norsk Derby. Torsdag eftermiddag på Täby kunne Nils-Petter Gill og rallystjernen Petter Solberg glæde sig over endnu en sejr til 4-årige Ihla Grande, der for alvor har rejst sig oven på den skade der ødelagde efteråret for den dobbelte Guineas-vinder i fjor.

I Kim Andersens sikre hænder tog Ihla Grande straks fra start fronten i det 1600 meter lange Guldhandicap på dirt track, og selv om både Maybach/Nick Cordrey og Organizer/Manuel Martinez så skræmmende ud i sidste del af opløbssvinget, kunne Ihla Grande i sikker stil holde førstnævnte fra livet i opløbet og sejre sikkert.

Kim Andersen var bedste jockey på dagen med tre dagssejre – udover gevinsten med Ihla Grande strøg Kim til tops i dagens anden hovedbegivenhed, Sprint Trial over 1150 meter græs, hvor han på ryggen af Muskateer Steel sejrede med en halv længde før King Quantas/Nick Cordrey og Golden Gift/Dina Dankekilde.

Andersen havde inden da vundet finalen i Stratosserien på ryggen af Bo Neumann-trænede Lacelle. Sammenlagt blev det til lidt over 100.000 indredne præmiekroner for den danske championjockey.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top