fbpx

Kæmpe satsning af BS Racing i Deauville

Den danske hesteejer BS Racing fortsætter i år satsningen for at få en europæisk tophest. På Deauville Sales i Frankrig har BS Racing således købt tre top-afstammede åringer for en samlet pris på 305.000 euro, svarende til godt 2,3 millioner danske kroner.


I søndags fik Baagøe Schou hammerslag på en Pivotal-søn ud af Gone West-hoppen China Moon.

China Moon har aldrig selv startet, og den unge hoppes første afkom Blue Zambezi er i træning i Frankrig.

Andenmoderen er den Listed-vindende og Gruppe-1-placerede Most Precious, der i avlen selv er mor til Gruppe-1-vinderen Matiara, Gruppe-2-vinderen Marathon, samt black-type navne som Pyrus og Precious Ring.

Pivotal, der selv var en verdensklasse sprinter med sejre i både Nunthorpe Stakes (Gr.1) og King’s Stand Stakes (Gr.2), har tidligere produceret Gruppe-vindere som Kyllachy, Golden Apples, Chorist, Saoire, Pivotal Point og Megahertz.

Prisen for Pivotal-sønnen var 130.000 euro. Kort tid senere var BS Racing atter i centrum, denne gang som køber af en hoppe efter Grand Lodge og Nureyev-datteren Crystal Melody.

Crystal Melody startede heller aldrig selv, men hun har papirerne i orden som helsøster til Crystal Music, der som 2-årig vandt Fillies Mile (Gr.1) og senere var anden i både Irish 1000 Guineas (Gr.1) og Coronation Stakes (Gr.1).

Derudover er Crystal Melody søster til Gruppe-vinderne State Crystal, Solar Crystal og Dubai Success.

Længere nede i moderlinjen finder man Nassau Stakes (Gr.2)-vinderen Crystal Palace, der selv producerede fantom-hesten Royal Palace. Royal Palace blev flerdobbelt Gruppe-1-vinder med triumfer i både Epsom Derby, Coronation Cup og Eclipse Stakes.

Åringens fader Grand Lodge er i avlen far til store navne som Prix de l’Arc-vinderen Sinndar, samt Queen’s Logic og Grandera. Prisen for hoppeåringen lød på 150.000 euro.

Onsdag eftermiddag fik BS Racing endnu en hest i eje, da hammeren faldt på en hoppe efter Spinning World og Perusha v. Southern Halo.

Prisen for denne åring var 35.000 euro.

Meridian International stod for alle tre køb, og hestene går i træning hos Flemming Poulsen i Chantilly.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top