fbpx

Dubai Millenniums halvbror i identifikations-skandale

Blodprøver har afsløret, at den australske avlshingst som tilsyneladende skulle være Dubai Excellence – en lovende halvbror til Dubai World Cup-vinderen Dubai Millennium – faktisk er en helt anden hest.


Det australske Lynward Park Stud købte den 6-årige Highest Honor-søn for et halvt år siden af Sheik Mohammeds Darley Stud.

Efter et dyrlægetjek i England blev han transporteret til Australien.

Da hingsten kom til Australien var der med det samme tegn på, at hesten ikke var Dubai Excellence, idet han var større og samtidig ikke viste tegn på den seneskade som havde ødelagt Dubai Excellences løbskarriere kort tid efter hans debutsejr tilbage i 2001.

Dertil havde hesten ikke nogen microchip til identifikation.

I sidste uge gav blodprøverne så afgørende beviser for, at hesten på Lynward Stud ikke er søn af Colorado Dancer – hoppen som producerede Dubai Millennium.

“Vi er 99,9% sikre på at denne hest ikke er Dubai Excellence”, forklarer Ted van Heemst, der både ejer Lynward Park Stud og er formand for the Western Australia Turf Club.

I denne uge vil der blive taget DNA-tests i håbet om at kunne identificere hesten der under navnet Dubai Excellence blev solgt af Darley Stud til det australske stutteri.

Heldigvis nåede hingsten ikke at bedække nogle af 80 hopper han var booket til i den kommende bedækningssæson på den sydlige halvkugle.

Episoden med Dubai Excellence betegnes af Thoroughbred News Australia som den største skandale i den australske væddeløbsavls historie.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top