fbpx

Nye avlshopper importeret til Danmark

Flere danske opdrættere viste endnu engang en glædelig købelyst på de engelske og franske auktioner i december måned, og der blev i alt importeret otte nye avlshopper fra Decembers Mare Sales i Newmarket og Deauville-auktionen i Frankrig.


Træner Bent Olsen fik hammerslag på den 11-årige Nishapour-datter Alioli, der kommer fra en yderst stærk moderlinje hvor blandt andre den dobbelte Dubai Champion Stakes (Gr.1)-vinder Alborada optræder.

Alioli er ifolet ved Desert Story og har med sine første tre startende afkom produceret vinderen Piccolino Yasan.

Bent Olsen videresolgte siden hoppen til Stutteri Hjortebo, der også fik en hoppe hjem fra Deauville, nemlig 8-årige Tower Of Menga ifolet ved Grape Tree Road.

Tower Of Menga har endnu ikke nogen startende afkom.

Det fynske Stutteri Nova købte i Deauville 10-årige Ma-Ani (v. Mujtahid), der ikke selv nåede at vinde, men hendes to første afkom er begge vindere. Ma-Ani er i fol ved Rainbows For Life.

Stutteri Elverdam fik for 7.000 € hammerslag på 5-årige Apache Desert (v. Kaldounevees), hvis tredjemoder Exclusive Order har været en af de mest fremgangsrige hopper i England som mor til 2000 Guineas-vinderen Entrepeneur og Coronation Stakes-vinderen Exclusive.

Apache Deserts moder Annemasse er endvidere søster til National Stakes-vinderen Beckett og Listed-vinderen Barring Order. Apache Desert er ifol ved Revoque.

Lena Frandsen på Paganini Stud købte i Newmarket den 5-årige Polar Falcon-datter Prickly Pear, der kun startede en enkelt gang.

Prickly Pear er søster til den tyske 2-års Champion El Maimoun, og hun bliver sikkert et spændende nyt kort i den danske avl. Hoppen er ifol ved Epsom Derby-vinderen Benny The Dip.

Stutteri Skovmarken købte også i Newmarket den 6-årige Distant Relative-hoppe Briny ifolet ved Foxhound. Briny er ustartet og halvsøster til bl.a. Pilot, der var anden i Musidora Stakes (Gr.3).

Ole Bispelund købte i Deauville den ustartede Sain Estephe-datter Estefania, der endnu ikke har haft nogen afkom til start.

Estefania er ifol ved Gruppe-1-vinderen Fly To The Stars, som er bror til den på Stutteri Rävdansen opstaldede Composit-A.

Sidste indkøbte avlshoppe stod Bente Andresen for i Deauville. Bente Andresen købte 14-årige Dancing Flojo (v. Amazing Dancer), der hidtil har produceret en enkelt vinder i avlskarrieren.

Dancing Flojo er vinder af et Listed Race i New Zealand og ifolet ved Wagon Master.

Dancing Flojo bliver staldkammerat med succeshingsten Kateb på Stutteri Blesbjerg i Sønderjylland.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top