fbpx

Lillesøster til Vetrotex født på Stutteri Elverdam

Torsdag aften nedkom superhoppen Natalja med et hoppeføl efter den norske derbyvinder Duty Time. Det var 17-årige Nataljas niende føl, og for første gang er Duty Time far til et af hendes afkom.


Natalja er en af Skandinaviens absolut bedste avlshopper, og hun fik sit gennembrud i 1998, hvor McGuire (v. Starry Night) vandt Dansk St. Leger.

Året efter sejrede Nazia (v. Starry Night) i Dansk Mesterskab for 3-årige, og i fjor blev hendes hidtil bedste afkom Vetrotex (v. Richard Of York) en flot dansk Derbyvinder.

Hendes senest startende afkom, nu 3-årige Basin (v. Domynsky) er spået en stor klassisk sæson i år, og det er meningen at han debuterer på anden løbsdag i København.

2-årige Porsa System, en helbror til Vetrotex, er i træning hos Flemming Poulsen og får store ord med på vejen fra stalden.

På trods af at Stutteri Elverdam har fået et velskabt føl efter Duty Time, skal Natalja for tredje gang bedækkes af Richard Of York – opdrætter Peter Mathiassen udtaler sig på denne måde:

“Natalja skal bedækkes af Richard Of York igen i år…. det kan ikke rigtig betale sig at lade være”.

Stutteriets anden tophoppe, Allwins, kommer alligevel ikke til bedækning i Frankrig hos Sagamix på grund af mund- og klovsygen.

Hoppen er endnu ikke nedkommet med dette års føl, og Stutteri Elverdam leder stadigvæk efter en enten tysk eller skandinavisk opstaldet hingst til hende.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top