fbpx

Sankt Peder topper anmeldelserne til Fyensløbet

Bent Olsen-trænede Sankt Peder, der har vundet sine to seneste starter på Klampenborgs og Øvrevolls Derbydage, topper listen over de 12 tilmeldte kandidater til Stark Fyensløbet den 11. september.


Susanne Springers Sankt Peder vandt Tattersalls Grand Cup på den danske Derbydag og fulgte siden op med også at vinde på den norske Derbydag på Øvrevoll i søndags. Foto: Burt Seeger.

Sankt Peder blev efter søndagens triumf på Øvrevoll hævet til 85, og den tidligere Jyllandsløbsvinder har således aldrig været bedre end lige nu.

Året har hidtil budt på tre sejre i seks starter og 117.688 kroner i præmier til ejer Susanne Springer, der overtog Reliable Man-sønnen i fjor.

Sankt Peder kommer dog ikke på nogen vægtmæssig let opgave, såfremt han bringes til start i Fyensløbet.

Han skal nemlig bære 67 kilo på ryggen i det 2300 meter lange opgør, hvor vinderen får halvdelen af den samlede præmiesum på 120.000 danske kroner.


Søren Jensen-trænede Steinway vandt Fyensløbet i 2019. Foto: Gorm Foto.

Nærmeste konkurrent på tallet er den tidligere Fyensløbsvinder Steinway (Appel Au Maitre) på 82, og siden følger Juniper Tree-sønnerne Aristoteles og Springtime Carlras på 79.

Der er også blevet forhåndsanmeldt til Restaurant Bondestuen Odense Milen over 1650 meter.

Lea Olsens Ventuari (Hat Trick), der ligesom flere af de øvrige kandidater starter fredag aften i Aarhus, er både meldt i Fyensløbet og Odense Milen, og med sit nuværende handicap på 77 kommer han enten ind med 59 eller 63 kilo.


Bettina Andersen-trænede Gold Devisor topper listen til Odense Milen. Foto: Burt Seeger.

Højeste vægt i Odense Milen skal per i dag bæres af Bettina Andersens Gold Devisor (Center Divider), der står tre kilo højere end Ventuari i handicap 80.

Vægtene til Fyensløbsdagen sættes dog først den 1. september, så der kan fortsat ske ændringer i løbet af de næste seks dage.


Se anmelderne til Fyensløbet og Odense Milen herunder:

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top