fbpx

Otte klar til Derbytesten i Klampenborg

Lørdag eftermiddag sendes otte 3-årige heste til start i Derbytesten over 2200 meter på Klampenborg.


New Target ved sejren i Dansk Galops Auktionsløb foran Radiant Carlras og Sea Moonster. Foto: Burt Seeger.

Bent Olsen-trænede New Target (Center Divider) vandt i fjor Dansk Galops Auktionsløb og var siden anden bag Palazzi i Vinterfavoritternes Ærespræmie.

Han sæsondebuterede som fjerde i Dansk 2000 Guineas og blev sænket et kilo til 78, så han er nærmest tvunget til at levere varen denne gang for at opretholde en sikker plads blandt årets kandidater til The Macallan Dansk Derby den 9. august.

Granello og Oliver WIlson besejrer Bernhard og Elione Chaves. Foto: Burt Seeger.

New Target møder bl.a. Marc Stotts debutvinder Granello (Intello), Lennart J:r Reuterskiölds højt handicappede maiden Oyster Six (Center Divider) og Rikke Bondes Tiger’s Carlras (Juniper Tree), der efter en delt sejr i sæsondebuten i Aarhus senest var fjerde i Mowerinaløb.

Udvendige Emilie og indvendige Tiger’s Carlras delte årets første galopløb i Danmark mellem sig. Foto: Ole Hindby.

Mowerina-formen har i det hele taget udviklet sig glimrende, idet vinderen Tassmania (Sir Percy) fulgte op med også at sejre i Dansk 2000 Guineas, mens andenhesten Victoria Placa (Wootton Bassett) var kort slået til andenpladsen i søndagens Bloomers’ Vase (L) og tredjehesten Careless Whisper (Barocci) blev anden bag Everest Voice (Poet’s Voice) i Jockeyklubbens 2000 Guineas.

Tiger’s Carlras, der er datter af den danske Derbyvinder Tigress Eleven (Academy Award), skal nu for første gang ud over 2200 meter.

Silver Dash og Oyster Six mødtes i begyndelsen af april på Jägersro. Her vandt Silver Dash sikkert. Foto: Stefan Olsson / www.cavok.se.

De øvrige deltagere er Søren Jensen-trænede Rue Royale (Sinndar), Bent Olsens Follow Me (Royal Experiment), Francisco Castros Silver Dash (Silver Frost) og Inge Mette Dejgaards Ina (Anjaal).

Lørdagen i Klampenborg byder desuden på årets første 2-årsløb, årets ligeledes første Super Sprint over 650 meter, to maidenløb, et klasse-5-handicap samt en afdeling af Ole Larsen Young Riders’ Championship.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top