fbpx

Bechmann Racing: Helbror til My Nephew

På Bechmann Racings stutteri i Nordsjælland er Pompøs Cup-vinderen Miss Valuev nedkommet med sit sjette føl. “En hingst efter Binary File og dermed helbror til den firedobbelte vinder My Nephew”, fortæller Hanne Bechmann til GalopSport.


My Nephew og Oliver Wilson sejrer i Lyngby-Taarbæk Kommunes Ærespræmie. Foto: Burt Seeger.

Gruppe-3-vinderen Binary File (Nureyev) blev egentlig pensioneret forud for sidste års bedækningssæson, men han fik alligevel muligheden for at bedække Pistachio-datteren Miss Valuev med henblik på at skabe en helbror- eller -søster til My Nephew.

My Nephew er vinder som både 3-, 4- og 5-årig og har indløbet over 200.000 kroner i karrierens 22 starter for henholdsvis Hanne Bechmann og Brian Wilson.

Foruden My Nephew er Miss Valuev mor til Kahyl-døtrene My Shy Girl og My Little Sister, mens hun både i 2018 og 2019 fik føl efter Binary File.

Hendes 2-årige afkom i år kaldes My Pride og er gået i træning hos Bettina Andersen, og hendes hoppeåring er allerede blevet døbt My Soulaima.

Hingstføllet v. Binary File ud af Miss Valuev (Pistachio). Foto: Bechmann Racing.

Miss Valuev er også selv opdrættet af Bechmann Racing og var igennem hele løbskarrieren i træning hos netop Hanne Bechmann på Enghavelyst i Klampenborg.

Hun aflagde maidentitlen i sin sæsondebut som 3-årig, hvor hun let med halvanden længde slog den senere danske Derby-2’er Alvin og Mowerina-2’eren Cut Belle.

Siden blev Pistachio-datteren ramt af først en kodeledsforvridning og derefter en hovbyld, hvilket bevirkede, at hun ikke startede igen før den første søndag i september.

Her gik hun direkte ud og sejrede i Pompøs Cup, den nu hedengangne korte udgave af Dansk Oaks, og det blev med fire overlegne længder foran Altamira-vinderen Ride For Roses, Auktionsløbsvinderen Edge Of Eternity og Mowerina-vinderen Viktoria Dream.

Miss Valuev er ud af den vindende Charnwood Forest-hoppe Phoenix Phantom og bl.a. helsøster til en anden Pompøs Cup-vinder, Imaginenowar, og Larch- og Jyllandsløbs-2’eren Sazerac.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top