fbpx

Kelp fortsætter 2-årsdominansen på Bro

Lars Kelp har gjort det svært for sine trænerkollegaer når det gælder Bro Parks maidenløb for yngste årgang i efteråret. Onsdag sadlede Kelp sin sjette 2-vinder siden starten af september, og for anden gang på 10 dage blev det en double, da General De Vega og Never Think Twice var langt bedre end de øvrige.


General De Vega på vej mod en overlegen debutsejr foran staldveninden Never Think Twice. Foto: Stefan Uppström / Svensk Galopp.

Det var Kelps femte individuelle 2-årsvinder i 2019, og General De Vega gav akkurat som sine staldkammerater Chinese Emperor (Royal Applause), More Caviar (Brazen Beau), Mudjimba (Kodiac) og Youonlyliveonce (Sidestep) store løfter for fremtiden.

Lope De Vega-sønnen havde under Jan-Erik Neuroth fuld kontrol over situationen ind på opløbet, hvor det til at begynde med kun var Never Think Twice (No Nay Never) der kunne sætte et lille spørgsmålstegn.

Angrebet ebbede dog ud til slut for Never Think Twice, der akkurat som for 10 dage siden måtte se sejren gå til en af sine staldkammerater.

General De Vega vandt med små fem længder, hvorefter Never Think Twice var yderligere syv længder foran Sandra Brolins Dragonfly (Appel Au Maitre).

Førstepræmien i maidenløbet var 50.000 svenske kronor værd for stort satsende Väsby Häst AB, der igennem Kelp købte General De Vega for 120.000 euro på Arqanas October Yearling Sale i fjor, og hér blev noteret for årets tredje 2-årsvinder.

General De Vega og Jan-Erik Neuroth. Foto: Stefan Uppström / Svensk Galopp.

General De Vega er efter én af Europas mest populære avlshingste, Ballylinch Studs franske 2000 Guineas og Derbyvinder Lope De Vega (Shamardal), som i 2020 stiger fra 80.000 til 100.000 euro i bedækningstakst.

Moderen Just Little (Grand Slam) vandt fire gange som 2- og 3-årig, heriblandt Gruppe-3-opgøret Prix Vanteaux samt både Prix Camargo (L) og Criterium de l’Ouest (L), mens det blev til en tredjeplads i Prix de Sandringham (Gr.2).

I avlen har hun udover General De Vega produceret tre vindere, inklusiv Radipole (Rock Of Gibraltar) og Naturally High (Camelot), som begge er Listed-vindere i Frankrig.

Lars Kelp med General De Vega og Jan-Erik Neuroth. Foto: Stefan Uppström / Svensk Galopp.

“Han er en hest med en stor afstamning, og han har potentiale til at blive rigtig god over distancer fra 1600 til 2000 meter til næste år. At han vinder på denne måde første gang ude over 1200 meter siger en del om ham, og jeg håber, at han får en invitation til Dubai i vinter. Han er i hvert fald anmeldt, og så må vi se om det bliver nødvendigt at starte ham en gang mere herhjemme”.

“Hvad angår Never Think Twice, så kom de to starter nok lige lidt for tæt på hinanden, men hun går nu på vinterferie med to gode andenpladser og hun bliver en meget fin 3-årshoppe i 2020″, sagde Lars Kelp nogle minutter efter at have forladt Bro Parks vindercirkel som vinder for 11. gang i denne sæson.



GENERAL DE VEGA (FR)
brun hingst 2017
v. Lope De Vega (Shamardal)
1. mor Just Little (Grand Slam)
2. mor Just Wood (Highest Honor)
3. mor Just Rainbow (Rainbow Quest)
1. sejr på Bro Park i 1. start.
1. karrieresejr i 1. start.
50.000 SEK.
Ejer: Väsby Häst AB.
Træner: Lars Kelp.
Opdrætter: Oceanic Bloodstock m.fl.
Købt for €120.000 på Arqana October Yearling Sale i 2018.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top