fbpx

Alwaysonmymind mod Svenskt Kriterium

I november 2015 vandt Suspicious Mind Svenskt Kriterium. Fire år senere kan turen være kommet til ‘niecen’ Alwaysonmymind, der onsdag aflagde maidentitlen med fem længder på Jägersro.


Alwaysonmymind og Oliver Wilson aflægger maidentitlen med fem længder. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Under Oliver Wilson førte Marc Stott-trænede Alwaysonmymind fra start til mål over de 1600 meter, og hoppen modstod uden problemer et tidligt tryk fra Ellinor Rasmussons Zenya (Hallucinate).

Maidensejren var 50.000 svenske kronor værd for fynske Michael Garbers, der løber sine heste under navnet Miga Horses A/S og som kunne følge op på lørdagens storløbssejr på Klampenborg, hvor Palazzi (Center Divider) slog til i Vinterfavoritternes Ærespræmie.

Vindende Alwaysonmymind startede for femte gang i karrieren og kom med fire tredjepladser på stribe fra sine starter på Klampenborg og Bro Park.

Alwaysonmymind og Oliver Wilson med træner Marc Stott ved siden. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Senest var hun tredje i Breeders’ Trophy Juvenile, fem længder bag Ascot Brass (Juniper Tree) og I Rely (Reliable Man), og inden da var hun tredje i Dansk Kriterium bag Admiralty Law (Appel Au Maitre) og Strada (Go Go Gadget).

Alwaysonmymind er opdrættet på Stutteri Hjortebo og første afkom ud af Mon Fleur (Academy Award), som i Bodil Hallencreutz’ træning bl.a. var anden i Svenskt Oaks bag Wido Neuroths superstjerne Amie Noire (Soldier Of Fortune).

Mon Fleur er selv helsøster til den danske St. Leger-vinder Call Of Duty og altså halvsøster til Derby- og Listed-vinderen Suspicious Mind, der akkurat som Alwaysonmymind er efter Stall Perlens avlshingst Appel Au Maitre (Starborough).

“Hun er en lidt speciel hoppe, og vi har måtte arbejde en del på det mentale med hende. Nu sigter vi på en start i Svenskt Kriterium”, sagde Marc Stott efter sejren.

Ejer Michael Garbers, og træner Marc Stott assisteret af Nanna Emilie Hansen med Alwaysonmymind og Oliver Wilson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Stott var tæt på at vinde Svenskt Kriterium i fjor med en anden hoppe – nemlig Queen Rouge (Lord Of England), der efter en ligeledes overlegen maidensejr på Jägersro måtte bøje sig med det mindst mulige for Two Eyed Jack (Juniper Tree).



ALWAYSONMYMIND (DEN)
brun hoppe 2017
v. Appel Au Maitre (Starborough)
1. mor Mon Fleur (Academy Award)
2. mor Fleur En Fleur (Hernando)
3. mor Flowering Stone (Akarad)
Første sejr på Jägersro i 1. start.
Første karrieresejr i 5 starter.
236.399 SEK.
Ejer: Miga Horses A/S.
Træner: Marc Stott.
Opdrætter: Stutteri Hjortebo.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top